standardmodellen

Standardmodellen er en fysisk teori baseret på kvantefeltteorier, der med vor nuværende viden giver den mest fundamentale beskrivelse af naturlovene. Kvantefysik og relativitetsteori medfører, at alt stof vil fremtræde som elementarpartikler ved tilstrækkelig små afstande.

Ifølge standardmodellen er der følgende elementarpartikler: seks leptoner og disses antipartikler, seks kvarker og disses antipartikler hver i tre farver, 12 gauge-bosoner (kraftpartikler) og en Higgs-partikel.

Gauge-bosonerne formidler de elektromagnetiske kræfter samt de stærke og de svage kernekræfter. Higgs-partiklen blev, som den sidste af de nævnte partikler, observeret i 2012. Den viser sig som en excitation i Higgs-feltet, der er ophav til elementarpartiklernes masser.

De seks kvarker fungerer som bestanddele for hundredvis af andre partikler, bl.a. protonen og neutronen. Gravitationskræfterne indgår ikke i standardmodellen.

Standardmodellen er baseret på forskningsresultater, der er opnået gennem hele 1900-tallet. Den nåede sin endelige form i 1970'erne. Et stort gennembrud var en transformativ artikel af nobelpristageren Steven Weinberg, der i 1967 etablerede forbindelsen elektromagnetiske og svage vekselvirkninger, grundstenen til den elektrosvage teori, der på overbevisende måde beskrev nødvendigheden af Higgs-mekanismen. Standardmodellen er siden eftervist eksperimentelt i stor detalje, og specielt eksperimentet Large Hadron Collider (LHC) på CERN bidrager på afgørende måde hertil.