basun

Basunen er en fast del af standardbesætningen i symfoniorkestre og blæseorkestre (både i harmoniorkestre og brassbands), næsten altid med en basungruppe, der består af 2 tenorbasuner og en basbasun. Basunen er også et meget brugt instrument i jazz- og underholdningsmusik. Basunen indgik i de tidligste jazzorkestre fra ca. 1900 og har været med i jazzen lige siden. I jazzens store orkester, bigbandet, er der normalt fire basunstemmer, 3 for tenorbasun og en for basbasun.

Der er skrevet koncerter for basun og orkester, bl.a. af Ferdinand David (1810-1873), Nikolaj Rimskij-Korsakov, Lars-Erik Larsson og Launy Grøndahl.

Basunen er også med i messingblæsernes standardkammermusikbesætning, messingkvintetten, der består af to trompeter, horn, basun og tuba.

Basunen fremkom i slutningen af 1500-tallet som en forbedring af træktrompeten.

I renæssancetiden fandtes basunen både i en alt-, tenor-, bas- og kontrabasudgave. Tenorbasunen var stemt i A, altbasunen en kvart højere i D eller en kvint højere i E. Tenorbasunen blev udgangspunkt for de andre basuner. Komponist og skribent Michael Praetorus (1571-1621) kalder den for "Rechte gemein posaun". Basbasunen fik navn efter stemningsafstanden fra tenoren. Således kaldes basbasunen i E for Quartposaune og basbasunen i D for Quintposaune.

De gamle basuner havde en lille boring (rørdiameter) og et fladt mundstykke, der gav en lys og næsten diskret klang. Basunen blev med det samme populær. Den spillede fuldt kromatisk, og den kunne fungere både sammen med svagt klingende instrumenter som blokfløjter og kraftigt klingende instrumenter som trompeter og pauker.

Bortset fra lokale opblomstringer i Wien og i Norditalien blev baroktiden en nedgangstid for basunen, men den blev reddet af sin bibelske betydning. Biblens dommedagsvisioner fortæller om syv engle, der blæser på et instrument, der hersker over liv og død. I den latinske bibel var det den romerske "tuba", men da biblen i begyndelsen af 1500-tallet blev oversat til de forskellige europæiske sprog, faldt valget af dommedagsinstrument lidt forskelligt ud. På tysk til Posaune (basun) (på engelsk til Trumpet), og det er derfor, vi hører Mozart bruge basunen som obligat solo-instrument i den dommedags-beskrivende bas-arie Tuba Mirum i hans Requiem.

I Mozarts operaer Idomeneo, Don Juan og Tryllefløjten bruges basunen som en beskrivelse af noget sakralt, en røst fra det hinsides, og den bruges første gang i symfoniorkestret i Beethovens 5. symfoni i 1808. Standard-basungruppen består nu af en altbasun i Eb, en tenorbasun i Bb og en basbasun i F.

Basunen kom også med i alle de mange blæseorkestre, der opstod i 1800-tallet.

Efterhånden blev altbasunen erstattet af endnu en tenorbasun. Boring og klangstykke var blevet større, og klangen kunne derfor være meget kraftigere, men ellers var basunen "det gamle instrument" og det messingblæserinstrument, der havde ændret sig mindst ved ventilens opfindelse.

Basunen havde dog været så længe væk fra rampelyset, at man nu opfattede det som et helt nyt instrument. Så mærkeligt nok var det de to basunister Friederich August Belcke (1795-1874) og Carl Traugott Quesser (1800-1846), der blev tidens førende blæser-solister, og som de eneste blæsere overhovedet optrådte med den tids stjerne-solister som fx Clara Schumann, Franz Liszt og Nicolò Paganini.

Basbasunen i F blev også erstattet af en tenorbasun med stor boring og forsynet med en ventil (kvartventil), der gjorde instrumentet (næsten) kromatisk. Først fik den betegnelsen tenor-basbasun, senere i det 20. århundrede fik den to ventiler, blev fuldt kromatisk og fik betegnelsen basbasun. I Nibelungens ring fra 1848 indførte Richard Wagner en kontrabasbasun i CC. Den moderne kontrabasbasun er stemt i F og har fået en opblomstring i vor tids Hollywood-film.

Basunen fik også ventiler på, og ventilbasunen blev meget populær, især i Sydeuropa. Verdis operaer er således tænkt for ventilbasun. I Verdis orkestersats findes der en instrumentbetegnelse Cimbasso (måske en sammentrækning af "C in basso" eller "corno basso"+). Stemmen blev først spillet på ophicleide, russisk fagot eller serpentone, og står lige under under basunerne i partiturerne. Verdi skrev kun for tuba, bombardone i den bagscenemusik, der forekommer i mange af hans operaer, da han ikke kunne lide klangen af tuba sammen med basunerne. I 1881 var Verdi selv medvirkende til, at instrumentfirmaet Piletti byggede en ventil – kontrabasbasun i BB. I slutningen af 1800-tallet bestod den italienske Low Brass gruppe således af fire ventilbasuner: To tenorbasuner i Bb, en basbasun i F og en kontrabasbasun i BB. Den moderne cimbasso står i F.

• blæseinstrumenter
• messingblæseinstrumenter
• brassband
• harmoniorkester
• symfoniorkester