Micrognathozoa

Kæbedyr er mikroskopiske, flercellede dyr og måler typisk 0,1-0,15 mm. De hører dermed til blandt de allermindste flercellede dyr. Deres krop kan inddeles i tre dele: et rundt eller ovalt hoved, en sammentrækkelig brystregion og en stor, afrundet bagkrop. Kæbedyr bevæger sig ved hjælp af fimrehår, såkaldte cilier, der er organiseret i tydelige bånd på hovedet. Hele dyrets maveside er desuden tæt besat med fimrehår, som strækker sig fra området bag munden og helt ned til dyrets bagende. Man kan også observere tynde bundter af stive fimrehår, som stikker ud fra dyrets sider og ryg, men disse fimrehår er sensoriske og bruges altså ikke til at bevæge dyret fremad.

Kæbedyrs hud består af veldefinerede epitelceller. Denne opbygning af huden er ret almindelig blandt flercellede dyr, men afviger fra opbygningen hos de ellers nært beslægtede hjuldyr, hvor cellevæggene mellem epitelcellerne er forsvundet, så hjuldyret så at sige er omgivet af én stor celle med mange kerner. Mens kæbedyrets epitelceller på maven bærer fimrehår, så er siderne og ryggen dækket af epitelceller, som enten parvis eller i grupper af fire danner relativt hårde plader. Hårdheden af disse plader skyldes ikke en ydre kutikula, som det ellers er almindeligt i de fleste andre dyr. I stedet skyldes den et tykt proteinlag, som ligger inde i selve epitelcellerne. En sådan cellekonstruktion er ret usædvanlig, men deles netop med kæbedyrets nærmeste slægtninge – hjuldyrene.

Indvendigt har kæbedyr en relativt veludviklet hjerne, som udfylder den forreste del af hovedet. Munden sidder på hovedets underside, og leder ind til dyrets muskuløse svælg og videre gennem et kort spiserør til selve maven. Kæbedyr har ikke noget egentligt anus, så de ufordøjede fødeartikler må forlade dyret gennem munden. Det har været foreslået, at kæbedyr muligvis kan danne et midlertidigt anus, men dette mangler stadig at blive bekræftet ved direkte observationer.

Det mest opsigtsvækkende organ hos kæbedyret er det komplicerede kæbeapparat. Kæberne ligger inde i det muskuløse svælg, og selv om selve kæbeapparatet ikke er mere end 0,02 mm i diameter, består det ikke desto mindre af adskillige delelementer, som individuelt kan bevæges ved hjælp af små muskler. Funktionelt kan kæberne opdeles i fire hovedelementer: 1. De egentlige centrale kæber, som tilsammen danner en tang eller pincet med adskillige lange tænder langs gribearmene. 2. Fibulariet, som er et par skålformede støtteelementer, der ligger under og delvis omslutter de centrale kæber. 3. De øvre kæber, som dannes af to stave med tænder i den ene ende og forbindelse til fibulariet i den modsatte ende. 4. De nedre kæber, som udgøres af i alt tre parrede kæbe-elementer, der ligger under fibulariet, og de centrale kæber. Fødepartiklerne, primært nedbrudte plantedele og bakteriebelægninger, gribes og håndteres af de øvre eller nedre kæber, mens de centrale kæber er ansvarlige for findeling og bearbejdning af føden.

Kæbedyrs bagkrop er dels udfyldt af maven, dels af ovariet, hvor kæbedyret producerer ét æg ad gangen. Man har aldrig observeret hanner eller tegn på hermafroditisme blandt kæbedyr, så indtil videre formoder man, at der kun findes hunner, som formerer sig ved jomfrufødsel (partenogenese).

Mange store opdagelser sker ved en tilfældighed, og det er var i højeste grad også tilfældet, da Micrognathozoa blev opdaget. Fundet skete i 1994 i forbindelse med et feltkursus i Arktisk Biologi for studerende ved Københavns Universitet.

Sammen med to undervisere, Reinhardt M. Kristensen og Peter Funch, var en gruppe studerende i Grønland på øen Qeqertarsuaq, hvor de med udgangspunkt fra Arktisk Station var sejlet op langs øens nordøstkyst for at undersøge den mikroskopiske marine fauna ved stranden. De slog lejr ved et kildevæld, som ud over at forsyne lejren med ferskvand også kunne levere vand, der blev brugt i forbindelse med oparbejdelsen af de marine prøver. Rutinemæssigt undersøgte de to undervisere den mikroskopiske fauna i kildens ferskvand, og her bemærkede de et lille dyr, som enten krøb hen ad petriskålens bund eller svømmede i elegante, spiraler gennem vandet. Dyret vagte straks deres interesse. Det mindede om et hjuldyr, men den tætte sål af fimrehår langs dyrets bugside afslørede, at der ikke kunne være tale om et hjuldyr. De indledte derfor en omfattende prøvetagning fra de tætte mospuder, der voksede i kilden, og da mosserne var blevet bragt tilbage til laboratoriet på Arktisk Station, og dyrene blev underkastet en mere grundig undersøgelse, vidste de straks, at de havde opdaget noget helt nyt.

Efter yderligere fem års studier havde de opnået et meget detaljeret overblik over kæbedyrets udseende. De kunne se, at kæbedyret delte træk med dyrerækkerne hjuldyr (Rotifera) og kæbeorm (Gnathostomulida), men også, at det besad en række unikke karaktertræk, som gjorde, at kæbedyret ikke umiddelbart kunne henføres til nogen af det to rækker. På den baggrund blev kæbedyret i år 2000 beskrevet som en ny dyrerække, Micrognathozoa, og arten, der blev fundet i den kolde kilde på Qeqertarsuaq, fik navnet Limnognathia maerski. Rækkerne hjuldyr og kæbeorm var få år tidligere blevet samlet i den overordnede gruppe, Gnathifera, og dermed kunne Micrognathozoa henføres som den tredje række i denne gruppe.

Siden Micrognathozoa blev beskrevet, er rækken blevet rapporteret fra få, men meget spredte lokaliteter rundt omkring i verden, og rækkens udbredelse er mildest talt forvirrende.

To år efter beskrivelsen blev Micrognathozoa fundet igen, men fra en højst uventet lokalitet, som næsten ikke kunne være længere væk fra Grønland. Fundet blev gjort af en belgisk hjuldyrforsker, Willem De Smet, som fandt eksemplarer af Micrognathozoa i en lille sø på øgruppen Crozet Islands tæt ved Antarktis. Dyrets udseende adskilte sig ikke fra den grønlandske art, Limnognathia maerski, så på trods af den store afstand blev det subantarktiske fund henført til samme art. Siden De Smets fund er L. maerski desuden blev fundet ved enkeltstående lejligheder i England og Wales samt i større antal i de spanske Pyrenæer.

For ganske nyligt forsøgte en dansk-fransk ekspedition at genindsamle kæbedyret ved Crozet Islands for at fastslå, om denne subantarktiske art virkeligt var identisk med den grønlandske L. maerski. Trods avancerede mikroskopiske undersøgelser fandt de ingen iøjnefaldende forskelle, men sekvensering og sammenligning af DNA fra de henholdsvis grønlandske og subantarktiske bestande afslørede, at deres DNA var så forskelligt, at de ikke kunne betragtes som hørende til samme art. Derfor kunne det danske hold bag undersøgelserne i begyndelsen af 2025 beskrive den kun anden kendte art af Micrognathozoa. Den fik navnet Limnognathia desmeti, som en anerkendelse af den belgiske forsker, der oprindelig opdagede denne sydlige population af kæbedyret.

• Gnathifera