hjuldyr

Seisonidea indeholder kun fire arter, hvilket gør den til den klart mindste hjuldyr-klasse. Alle fire arter er ektoparasitter med en temmelig smal værtspræference, idet de kun lever på krebsdyr af slægten Nebalia, hvor de hæfter sig fast omkring gællerne eller under krebsdyrets skjold. Seisonidea-hjuldyrene har aflangt, ovalt hoved og krop, og både hals og fod er særdeles lange og teleskopisk sammentrækkelige. Tilpasninger til livet som ektoparasit kan ses i hjulorganet, der stort set er bortreduceret, da de hverken bruger det til svømning eller filtrering, samt i enden af foden, hvor tæerne er gået tabt, og der i stedet er dannet en fasthæftningsskive, som hjuldyrene bruger til at hæfte sig fast på krebsdyret. To af Seisonidea-arterne lever primært af alger og mikroorganismer, som græsses fra krebsdyrets gæller, og disse arter skal nærmere opfattes som kommensaler end som egentlige parasitter. De to andre arter æder dog af krebsdyrets æg og er dermed ægte parasitter.

Det mest usædvanlige ved Seisonidea, set fra hjuldyr-perspektiv, er dog deres reproduktion, idet de både har hunner og hanner, og at disse endda har samme kromosomantal. Dette lyder måske ikke som noget særligt, men i forhold til andre hjuldyr er det ret unikt.

Klassen Bdelloidea omfatter ca. 350 arter, som næsten udelukkende lever i ferskvand og halvvåde terrestriske miljøer som mosser og laver. Artsantallet inden for gruppen er formentligt en del højere, men der er kun meget lidt morfologisk variation mellem de kendte arter, og derfor vil mange af de ubeskrevne arter kun kunne erkendes ved sammenligning af DNA. Bdelloidea-hjuldyrene er typisk lange og slanke med teleskopisk sammentrækkelige segmenter i både krop og fod. I hovedet har de, som tidligere nævnt, et todelt hjulorgan, som ligner to små hjul, når dyret svømmer. De kan dog også kravle ved hjælp af klæbekirtler i tæerne og i en antenne, som sidder i hovedets nakkeregion. Når de kravler, minder deres bevægelse om små målerlarver.

Som noget helt særligt kan bdelloide hjuldyr gå i kryptobiose. Dette er en egenskab, som de deler med nogle bjørnedyr og rundorme og gør dem i stand til at lade sig udtørre og gå i en dvaletilstand. Under denne dvaletilstand kan de overleve stressfaktorer som eksempelvis udtørring eller frysning; stress som ellers ville dræbe et mikroskopisk dyr.

Undersøger man en population af bdelloide hjuldyr, vil man hurtigt opdage, at der kun findes hunner. Dette forhindrer dem dog ikke i at reproducere sig. Når de fleste andre dyr producerer kønsceller, æg eller sædceller, sker der oftest en halvering af kromosomantallet. Når æg og sædcelle, begge med halveret kromosomantal, senere fusionerer opnås der atter et fuldt sæt kromosomer. Da der ikke findes bdelloide hanner er der i sagens natur heller ingen sædceller, så når hunnen producerer sine æg, gør hun det uden at halvere antallet af kromosomer. Det betyder, at datterindividet, som klækkes fra ægget, vil være en klon, der er stort set identisk med moderindividet. Dette forklarer formentligt også den lave morfologiske variation blandt arterne af bdelloide hjuldyr. Denne form for reproduktion uden hanner og uden halvering af kromosomantallet kaldes partenogenese.

Den tredje hjuldyrklasse, Ploima, er langt den største, og det er inden for denne klasse, man finder den store morfologiske variation og det bredeste valg af levesteder. Selv om Ploima-hjuldyr findes i havet, er de dog særlig talrige i ferskvand, hvor de individmæssigt kan være altdominerende i mikrofaunaen. Dermed udgør de også ofte en vigtig fødekilde for eksempelvis fiskeyngel. De findes i planktonet, på vandplanter og tang, i mosser (hvis mosserne er konstant våde) og i sediment. De kan desuden være fritsvømmende, kravlende eller fastsiddende.

Ploima-hjuldyrenes reproduktionscyklus er en udvidet version af den cyklus, man kender fra bdelloide hjuldyr. I lange perioder, typisk med gode og stabile forhold, findes der kun hunlige hjuldyr, som reproducerer sig ved partenogenese. En ændring i de fysiske omgivelser eller måske et skift fra sommer til efterår eller efterår til vinter får dog pludselig en ny type hun til at klække fra æggene. Morfologisk er hun identisk med moderindividet, men modsat denne producerer hun æg med kun det halve kromosomantal. Dette er altså æg, som er skabt til seksuel befrugtning. Der vil dog som udgangspunkt ikke være nogle hanner til at producere sædceller. Er dette tilfældet, vil nogle af æggene begynde at udvikle sig til små dværghanner. De kaldes dværghanner, fordi de kun har det halve sæt kromosomer, og ofte er de stærkt reducerede i forhold til hunnerne, fx mangler de evnen til at svømme og måske endda til at optage føde. Dette gør dog ikke noget, da deres vigtigste opgave er at producere sædceller. Når dette er sket, kravler de op på det nærmeste ubefrugtede æg med halvt kromosomantal. Ægget befrugtes, og dermed dannes der nu en zygote med fuldt kromosomantal. Dette befrugtede æg adskiller sig fra de partenogenetiske æg ved at have en langt tykkere skal og ved at være i stand til at overleve de samme typer stress som et bdelloidt hjuldyr i kryptobiose. Den seksuelle reproduktion gør derfor Ploima-hjuldyrene i stand til at overleve fx nedfrysning eller udtørring. Samtidig mener man også, at den store diversitet og formvariation, som blandt hjuldyrene kun kan observeres inden for denne klasse, skyldes den opblanding af gener, der sker i forbindelse med skiftet til seksuel reproduktion.