Nvidia Corporation er et amerikansk teknologiselskab inden for halvlederindustrien, med hovedsæde i Santa Clara, Californien, grundlagt i 1993 af Jen-Hsun (“Jensen”) Huang, Chris A. Malachowsky og Curtis R. Priem.
Selskabet er i dag (2025) verdens største selskab, målt på markedsværdi, med en samlet børsværdi på 4.430 milliarder dollar (28.420 mia. kr.).
Selskabet udvikler grafikkort til computere, herunder de computerchips, som indeholder den regnekraft, der kræves for at få et billede på skærmen. Lige fra etableringen har Nvidia koncentreret sin forretning om udvikling af chips til meget beregningstunge opgaver, som computerspil og afvikling af film.
I takt med de senere års stærkt stigende anvendelse af kunstig intelligens, som ligeledes kræver betydelig regnekraft, er efterspørgslen efter Nvidias chips steget betydeligt, da de i særlig grad har vist deres værdi i forbindelse med det stærkt stigende antal datacentre, som håndterer anvendelsen af kunstig intelligens.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.