En emboli er en sygdomstilstand, der forårsages af, at blodstrømmen i en arterie blokeres af materiale, der føres med blodet (embolus). Sådant materiale stammer oftest fra en blodprop, der er dannet et andet sted i kredsløbet. Emboli kan også skyldes luftbobler, fedtdråber, klumper af bakterier fra en lokal infektion eller afstødte celler fra en tumor.
Når en arterie pludselig tilstoppes af en embolus, vil kredsløbsstoppet give akutte symptomer fra det pågældende organ. På arteriesiden i det store kredsløb vil dette skyldes akut iltmangel (iskæmi) og give anledning til lokal vævsdød (infarkt), for eksempel hjerneinfarkt eller nyreinfarkt. I det lille kredsløb (lungekredsløbet) vil lungeemboli få konsekvenser for gasudvekslingen af ilt og kuldioxid, og dermed kunne få følger for hele organismen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.