sjakaler

Sjakalerne tilhører hundefamilien (Canidae) i rovdyrordenen (Carnivora). Der findes følgende tre arter:

Inden for de seneste år er der sket to store ændringer i, hvordan man opfattelr sjakalernes slægtskab:

1. Tidligere anså man guldsjakalen for en vidt udbredt art, der fandtes både i Afrika og Eurasien. Siden er den blevet opdelt i to arter: guldsjakalen i Eurasien og guldulven (Canis lupaster) i Afrika. Sidstnævnte er nærmere beslægtet med grå ulv og prærieulv end med guldsjakalen.

2. Traditionelt blev alle sjakalerne placeret i slægten Canis, hvor der også omfatter grå ulv, rødulv, etiopisk ulv og prærieulv. I dag står det dog klart, at de to afrikanske arter, skaberaksjakal og stribet sjakal, ikke hører hjemme i slægten Canis, og de er i stedet flyttet til deres helt egen slægt, Lupulella.

Derudover har det vist sig, at afrikansk vildhund (Lycaon pictus) og asiatisk vildhund (Cuon alpinus) er tættere beslægtet med slægten Canis, end skaberaksjakal og stribet sjakal er det. Det betyder, at sjakalerne ikke udgør en sammenhængende (monofyletisk) gruppe (se figur).

Med en vægt på 5-17 kg er sjakalerne mellemstore medlemmer af hundefamilien. I proportioner kan de minde om en blanding mellem en ræv og en grå ulv. De er større og mere langbenede end rævene, men er slankere bygget og mere smalsnudede end grå ulv. De har en busket hale og lange, trekantede ører (8-13 cm).

Skaberaksjakalen er kendetegnet ved at have en sort- og gråmeleret saddel; heraf navnet skaberak, som er et slags hestedækken. Stribet sjakal har navn efter en vandret dobbeltstribe på flanken i form af en bred hvid stribe oven på en sort stribe. De to arter kan være svære at skelne i felten; hos stribet sjakal er sidestriberne ikke altid tydelige, og stribet den kan nogle gange have en sort- og gråmeleret saddel, mens skaberaksjakal ofte har en sort sidestribe. Det sikreste kendetegn for stribet sjakal er, at dens hale er sort med en hvid halespids, hvorimod skaberaksjakalen har en sortspidset hale.

Guldsjakalen har navn efter sin gyldenbrune, nogle gange nærmest orange pels. Den har en særegen farvetegning, som består af en hvid strube, et hvidt bånd midt på halsen og et hvidt bånd øverst på brystet, hvilket dog ikke altid er lige tydeligt. Den har en sortmeleret saddel, som når et godt stykke ned på siden af flanken. Halen er relativt kort (20-30 cm) med en markant sort spids. I varme områder har guldsjakaler en kort pels, mens de i køligere regioner kan få en kraftigere vinterpels med en tyk pelskrave af længere hår, der danner spidse ”bakkenbarter”, som stikker ud som en trekant på hver side af halsen.

Skaberaksjakalen findes i to adskilte udbredelsesområder: et i det sydlige Afrika og et i Østafrika. Den foretrækker lysåbne naturtyper som savanne, halvørken og ørken og undgår typisk tæt vegetation. Den ses hyppigt på safarier i Afrika.

Stribet sjakal findes i store dele af Afrika syd for Sahara, fra Vest- til Østafrika og sydpå til det nordøstlige hjørne af Sydafrika. Derimod mangler den i størstedelen af Sydafrika, Namibia og Botswana. Den lever i forskellige typer af savanne samt i vådområder og bjerge i op til 2.700 meters højde. I områder, hvor den overlapper med skaberaksjakal og/eller guldulv, foretrækker den ofte levesteder med mere tæt vegetation. Den ses sjældent på safarier.

Guldsjakalens udbredelse strækker sig historisk set fra Sydøsteuropa via Mellemøsten og Det Indiske Subkontinent til Sydøstasien. Siden 1980’erne har arten dog spredt sig vest- og nordpå i Europa. I 2015 nåede den til Danmark, hvor talrige individer er blevet registreret siden da, og i 2020 blev den registreret i det nordlige Norge. Den findes i mange forskellige naturtyper, fra skov til tørre, åbne områder og landbrugsområder.

Sjakalerne er altædere (omnivorer), der især lever af mindre byttedyr, som de supplerer med ådsler og plantekost. Typisk er insekter og/eller gnavere de hyppigste byttedyr, men sjakaler kan også tage fugle, krybdyr, padder og fisk.

Alle sjakaler er opportunister, og fødesammensætningen kan variere kraftigt geografisk såvel som over årstiderne. Med det i mente er her nogle generaliseringer.

Skaberaksjakalen lever især af insekter, som kan udgøre over halvdelen af føden, samt af mindre pattedyr, frugt og ådsler. Den jager normalt alene og kan på egen hånd nedlægge byttedyr, som størrelse når op på antilopeunger. I visse områder kan nabofamilier også slå sig sammen og jage i flok som ulve, hvilket gør dem i stand til at nedlægge gamle og syge impalaer og zebraføl. Man har også observeret skaberaksjakaler jage i samarbejde med geparder og afrikanske vildhunde.

Stribet sjakals kost domineres af frugt, mindre pattedyr (op til springhare i størrelse), insekter og ådsler. Den er mere frugtædende end skaberaksjakalen. I et studie i Zimbabwe udgjorde frugt 30 % af den stribede sjakals føde, og i frugtsæsoner kan frugt udgøre størstedelen af kosten.

Guldsjakalen er også meget alsidig i sin kost. I Europa lader mus (især studsmus) og ådsler til at udgøre hovedføden. I et studie fra Ungarn udgjorde mus op til 55 % af guldsjakalens fødemængde, og i en undersøgelse i Bulgarien fandt man mus i 88 % af de maverne fra nedlagte guldsjakaler. Den kan dog også æde insekter, fugle, krybdyr og padder samt fx frugt, bær, majs og græs, men sædvanligvis kun i små mængder.

Sjakalerne er hovedsagelig nat- og skumringsaktive, men de er fleksible og kan også være aktive i dagtimerne. De hviler sig normalt i skjul af tæt vegetation eller lignende og bruger ikke jordhuler til hverdag.

Alle tre sjakaler lever i territoriale familiegrupper, som består af et forældrepar og deres unger. Der kan være op til 6-8 medlemmer i en familiegruppe, men sædvanligvis er de mindre. Familiemedlemmer fouragerer normalt for sig selv, hvilket er typisk for rovdyr, der lever af små byttedyr. Mange individer kan dog samle sig om ådsler; man har talt helt op til 78 skaberaksjakaler om et stort ådsel.

Drægtigheden hos sjakalerne varer 57-65 dage. Kuldstørrelsen ligger på 1-9 hvalpe hos skaberaksjakal, 4-6 hvalpe hos stribet sjakal og 3-12 hvalpe hos guldsjakal.

Ungerne bliver ofte født i en hule under jorden, som forældreparret selv har gravet eller overtaget fra et andet dyr. Når hvalpene er vænnet fra, bliver de passet og fodret af begge forældre; nogle gange også af de større søskende. Hos skaberaksjakalen tilbringer hunnen de første to uger i hulen med hvalpene, og i den periode bliver hun fodret både af sin mage og andre familiemedlemmer.

Skaberaksjakal kan leve i op til 14 år i fangenskab, men i naturen bliver den sjældent over 7 år gammel. I fangenskab kan stribet sjakal formentlig leve, til den bliver 10-13 år gammel, men i naturen er den gennemsnitlige levealder kun 3-4 år.

• hundefamilien
• rovdyr