Fanny Jensen

Hans Hedtoft udnævnte Fanny Jensen til minister uden portefølje "med særligt Henblik på Hjemmenes, Husførelsens og Børnenes interesser inden for sociale og forsyningsmæssige Områder og paa selverhvervende Kvinders Interesser". Fanny Jensen blev den første kvinde med arbejderbaggrund i en regering og den anden kvindelige minister i Danmark efter Nina Bang. Socialministeriet stillede lokaler til rådighed for hende og en lille stab, og hun var konsultativ minister for Arbejdsministeriet og Handelsministeriet, men havde ikke selvstændigt lovinitiativ. Inden valget havde Fanny Jensen talt skarpt imod Venstreregeringens håndtering af forsyningssituationen, der indebar knappere rationer til landets egen befolkning af hensyn til fremme af eksporten. Arbejderbefolkningen havde derfor store forhåbninger til hende, men hun havde ikke magt at stille bag sine krav og måtte snart forsvare statens samlede interesser. På Christiansborg sørgede hun for at gøre opmærksom på kvindernes synspunkter og kæmpede for husmødrenes rettigheder som forbrugere. Også boligsagen arbejdede hun for i en tid med voldsom boligmangel. De sager, hun fik størst indflydelse på, drejede sig om kvinders og børns stilling i familien, særligt enlige og fraskilte mødres problemer. Der blev indført husmoderafløsning, og fædrenes bidrag til børnene blev hævet. Børnetilskud skulle gøre det lettere for kvinder at blive hjemme og derved mindske efterspørgslen på vuggestuer og børnehaver. Statens Husholdningsråd, hvor hun havde været medlem for AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund) 1942-1946, blev styrket, og hun tog initiativ til forøgelse af Mødrehjælpens bevillinger. I hendes ministertid nedsatte Justitsministeriet en ny svangerskabskommission, der bl.a. skulle tage stilling til om det skulle være muligt at få abort af sociale grunde. Fanny Jensen argumenterede for udvidet adgang til svangerskabsafbrydelse som et middel til at nedsætte antallet af illegale aborter og støttede også senere som folketingsmedlem forslaget om, at man kunne bevilge abort på grundlag af kvindens sociale situation. Men på grund af modstand fra konservative og kirkelige kredse kom den såkaldte sociale indikation heller ikke med i svangerskabsloven fra 1956.

Fanny Jensens ministerium havde for vagt og bredt definerede opgaver. Regeringens opbakning viste sig hurtigt at være uforpligtende, og hendes virksomhed kom i høj grad til at ligge i den personlige kontakt med befolkningen. I sin korte ministertid havde hun 429 møder rundt om i landet og modtog dagligt en række henvendelser om store og små kvindeproblemer. Ved regeringsomdannelsen i 1950 bad hun selv om sin afsked, fordi hun ikke kunne få bedre vilkår at arbejde under.

Efter sin afgang som minister fortsatte hun i Folketinget til 1953. Året efter trak hun sig også fra sine tillidsposter i KAD og udnævntes til æresmedlem. Herefter helligede hun sig familien og engagerede sig i socialt arbejde og i oplysningsvirksomhed. Hun ydede bl.a. en betydelig indsats i kirkelige velfærdsinstitutioner og som medlem af bestyrelsen for Kristeligt Pressebureau.