Marcel Proust er en af de største franske romanforfattere i 1900-tallets litteratur. Hans hovedværk, romancyklussen À la recherche du temps perdu (1913-1927, dansk På sporet af den tabte tid 1932-1938, genudgivet i 1994, udgivet i nyoversættelse 2002-2014), står som en milepæl og et afgørende skridt mod romanens spejling af den menneskelige bevidsthed. I 1919 modtog Proust den prestigefyldte Goncourt-pris for anden del af værket, À l'ombre des jeunes filles en fleurs.
Marcel Prousts liv domineredes dels af sygdom (astma), som holdt ham fjernt fra alt lønarbejde, dels af en brændende interesse for alle kunstarter og drømmen om en litterær løbebane. 1890'ernes Paris kendte Proust som litterær skønånd og forfatter til elegante små noveller og essays, hvoraf en del udkom samlet i Les Plaisirs et les jours (1896, på dansk Noveller, 1941). Samtidig arbejdede han på den selvbiografiske Jean Santeuil, som forblev ufuldendt (posthumt 1952, dansk 1953) og i dag betragtes som forstudier til hovedværket.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.