colonia

De tidlige kolonier byer på den italiske halvø opstod ved bosættelse af romerske borgere med deres familier. Formelt var koloniens indbyggere og dens territorium en del af byen Rom. Koloniens indbyggere havde derfor den romerske borgerret, men intet selvstyre, idét deres stemmeret kun kunne udøves på Forum i Rom. Efterhånden som Romerriget voksede og kolonier blev grundlagt længere og længere borte, fik også kolonierne selvstyre.

Mange kolonier fra de sidste to århundreder f.v.t. og det første århundrede e.v.t. var grundlagt som veterankolonier, hvor hjemsendte soldater fra en legion fik tildelt jord i en provins. Disse kolonier medvirkede i høj grad til udbredelse af romersk kultur i provinserne. Fra det første århundrede e.v.t. optræder endvidere titulærkolonier, hvor et bysamfund af ikke-borgere (peregrini) eller et municipium ophøjes til colonia. Således fik fx i år 50 e.v.t. kejserinde Agrippinas fødeby (det nuværende Köln) kolonistatus som Colonia Claudia Ara Agrippinensium.

Med kejser Caracallas edikt 212 e.v.t., der udbredte den romerske borgerret til alle frie indbyggere, forsvandt skellet mellem kolonier på den ene side, byer beboet af peregrini på den anden. En bys rang var herefter bestemt af dens funktion som hovedby i en conventus, en provins eller (efter 300 e.v.t.) en diocese.

• Imperium Romanum
• Romerriget