municipium

Begrebet municipium går tilbage til Roms territoriale ekspansion på den italiske halvø og betegnede en by, som frivilligt havde accepteret at stå i et underordnet forhold til Rom (b.a. at betale skat og stille soldater), men til gengæld bevaret sit selvstyre med et byråd og årligt valgte embedsmænd, der forvaltede byen og dens opland. Indbyggernes rettigheder og pligter var fastlagt i en bylov, hvoraf flere eksempler er overleveret, fx lex Malacitana fra det antikke Málaga. Borgerne i et municipium var peregrini uden romersk borgerret, men det kunne i byloven bestemmes, at valg til byrådet eller til et højere embede medførte tildeling af romersk borgerret og de privilegier, der fulgte hermed.

Den anden kategori af selvstyrende byer på den italiske halvø var kolonier, coloniae, der var opstået ved bosættelse af romerske borgere med deres familier. Formelt var koloniens indbyggere og dens territorium en del af byen Rom. Koloniens borgere havde derfor den romerske borgerret, men intet selvstyre, idét deres stemmeret kun kunne udøves på Forum i Rom.

I takt med at Romerriget voksede og kolonier blev grundlagt længere og længere borte, fik også kolonierne selvstyre. Hvor de selvstyrende municipier tidligere havde haft en højere status, i hvert fald i deres egen selvforståelse, stod de nu i anden række efter kolonierne, hvor ikke kun den politiske elite, men alle frie borgere havde romersk borgerret. Dette ses bl.a. deraf, at municipier som belønning nu kunne blive ophøjet til kolonier.

Kejser Vespasian foretog en storstilet tildeling af municipium-rettigheder til spanske bysamfund, men ellers var municipia ret sjældne i kejsertidens provinser.

Med kejser Caracallas edikt 212 e.v.t., der udbredte den romerske borgerret til alle frie indbyggere, forsvandt skellet mellem indbyggere i municipia og kolonier på den ene side, peregrini på den anden. En bys rang var herefter bestemt af dens funktion som hovedby i en conventus, en provins eller (efter 300 e.v.t.) en diocese.

• colonia
• borgerret
• Romerriget