hieroglyffer

Hieroglyffer består af stiliserede billeder (prototyper) af mennesker, dyr og genstande, og hvert tegn kan have flere funktioner. De opdeles typisk i to hovedkategorier:

• Fonogrammer, dvs. tegn, der gengiver lyde eller lydsekvenser, ofte svarende til en enkelt konsonant eller en kombination af to til tre konsonanter. De fungerede altså som bogstaver eller stavelser.
• Ideogrammer, dvs. tegn, der udtrykker et ord eller begreb. Denne kategori omfatter både logogrammer, der direkte gengiver hele ord, og determinativer eller tydetegn, som ikke bliver udtalt, men tilføjes for at præcisere et ords betydning, især når flere ord kunne forveksles på grund af ens lydform.

Grænserne mellem kategorierne er ofte flydende. Et billede af et øje kunne fx fungere på flere måder:

• Som logogram betød det ganske enkelt 'øje'; egyptisk ỉr(.t).
• Efter rebusprincippet kunne tegnet bruges fonetisk med lydværdien ỉr til fx at skrive udsagnsordet 'at gøre'; egyptisk ỉr(ỉ)
• Som determinativ kunne det tilføjes i ord, der relaterede til syn eller øjne, fx 'at skue', 'at vågne', 'at græde' eller 'blind'. I disse tilfælde havde tegnet ingen lydværdi, men fungerede som et visuelt og semantisk signal, der præciserede meningen.

Determinativerne blev især brugt til at skelne mellem homonymer. Fx kunne konsonantforbindelsen s+r (skrevet med tegnene 'foldet klæde' + 'mund') betyde 'forudse', når den blev efterfulgt af hieroglyffen 'giraf', men 'embedsmand', når den blev fulgt af tegnet 'stående mand med stav og tørklæde'. Anvendelsen af determinativerne eller tydetegnene afspejler den måde, hvorpå egypternes klassificerede deres univers.

I de første to årtusinder af hieroglyfskriftens historie blev knap 1000 tegn anvendt; i sentiden steg antallet til adskillige tusinde, bl.a. på grund af en mere bevidst ikonisk og ornamental anvendelse af tegnene.

Hieroglyffer kunne skrives både vandret og lodret, fra højre mod venstre eller venstre mod højre. Læseretningen bestemmes af, hvilken vej menneske- og dyrefigurerne vender: man læser altid mod deres ansigter. Tekster blev arrangeret med stor sans for æstetik og symmetri, især i religiøse og monumentale sammenhænge, hvor skriftbilledet i sig selv havde en rituel og dekorativ funktion.

Hieroglyfferne havde først og fremmest en religiøs, politisk og ceremoniel funktion. De findes indhugget eller malet på templer, obelisker, sarkofager og gravkamre. Skiften blev forbundet med magt, guddommelig autoritet og efterlivet. Til daglig administration og hurtigere skriftlig kommunikation blev derimod ofte anvendt hieratisk, en kursiv form af hieroglyfferne, og senere demotisk, en endnu mere kursiveret variant.

Efter Egyptens overgang til kristendommen og senere islam gik kendskabet til hieroglyfskriften tabt. Allerede i antikken var skriften et mysterium for grækerne og romerne, og indtil dechifreringen havde hieroglyfferne derfor en næsten mytisk status i den vestlige forestilling om oldtidens Egypten – som gådefulde symboler på esoterisk viden, magi og skjult visdom, løsrevet fra deres egentlige sproglige funktion.

Først i begyndelsen af 1800-tallet lykkedes det at bryde koden, takket være fundet af Rosettestenen i 1799. Stenen bar en kongelig forordning fra 196 f.v.t. gengivet på tre skriftsystemer: hieroglyffer, demotisk og græsk. Fundet blev anledning til Jean-François Champollions afgørende tolkning i 1822, hvor han påviste, at hieroglyffer ikke blot var billeder eller symboler, men også fungerede som fonetiske tegn.

Champollions opdagelse markerede begyndelsen på moderne egyptologi og åbnede for systematiske studier af oldegyptisk kultur, religion og historie. I dag kendes flere tusinde hieroglyfiske tegn og varianter, og store tekstkorpora er oversat.

Flere forskere peger på, at det første egentlige alfabet har rødder i de egyptiske hieroglyffer. I løbet af det 2. årtusinde f.v.t. opstod i Sinai et system af indskrifter, der forenklede og omfortolkede hieroglyfiske tegn, så de udelukkende blev brugt fonetisk. Disse tidlige indskrifter, ofte betegnet som protosinaitisk skrift, er dokumenteret i mineområderne ved Serabit el-Khadim, hvor semitisktalende arbejdere var i kontakt med den egyptiske administration.

I stedet for at kombinere logogrammer, fonogrammer og determinativer valgte brugerne af protosinaitisk at anvende enkelte hieroglyfiske tegn som symboler for den første lyd i det ord, tegnet betegnede. For eksempel kunne hieroglyffen for et hus, som på egyptisk hed pr, bruges for lyden [p]. Denne metode, kendt som akrofoniprincippet, reducerede antallet af nødvendige tegn drastisk og lagde grunden til et skriftsystem, hvor hvert tegn repræsenterede én enkelt konsonantlyd.

Fra disse protosinaitiske indskrifter udviklede der sig senere de kanaanæiske alfabeter i Levanten, og herfra udspringer både det fønikiske alfabet og det græske alfabet, der igen blev grundlaget for de fleste moderne skriftsystemer. På denne måde kan hieroglyfferne indirekte ses som stamfædre til store dele af verdens alfabetiske tradition.

Hieroglyflignende billedskrift kendes også fra andre kulturer, men uden direkte forbindelse til de egyptiske hieroglyffer. Den tidligste sumeriske skrift fra ca. 3200 f.v.t. havde oprindeligt piktografisk karakter, ligesom det endnu ikke tydede protoelamiske system fra det sydvestlige Iran, der også daterer sig til ca. 3000 f.v.t. Også kinesiske skrifttegn er i deres oprindelse billedtegn.

På Kreta blev hieroglyffer omkring 2000 f.v.t. anvendt som forløber for linear A og B, og fra Lilleasien og tilgrænsende områder kendes luviske hieroglyfindskrifter. Fra tiden omkring Kristi fødsel blev hieroglyfiske skriftsystemer også udviklet i Mesoamerika, bl.a. hos mayaerne.

• Egypten i oldtiden – skrift
• Egypten i oldtiden – sprog
• hieratisk
• demotisk
• Rosettestenen
• Sinai-indskrifterne