nationalstat

Ifølge samfundsforskere som Ernest Gellner er nationalisme princippet om, at nationen og staten skal være sammenfaldende. En form for proto-nationalisme har kendetegnet mange historiske samfund. Går vi tilbage til middelalderens Europa, var det således almindeligt at definere folk via deres fælles sprog (fx det engelske folk versus det walisiske folk). Desuden førte det ofte til protester – både fra samfundets mægtigste og fra den bredere befolkning – når udlændinge blev udpeget til vigtige embedsposter eller fik overdraget lukrative landområder. Det gjorde sig gældende selv i tilfælde, hvor disse personer kom fra andre dele af en monarks besiddelser i en konglomeratstat (en sammensat stat, hvor én monark herskede over forskellige riger). Der findes en stribe eksempler på dette fra Den Aragoniske Krone i det nuværende Østspanien, hvor den aragoniske adel i 1200-tallet modsatte sig, at cataloniere fik embedsposter, og fra Kongeriget England, hvor baronerne modsatte sig, at franskmænd fik vigtige embedsposter. Faktisk var dette en del af baggrundstæppet for 1200-tallets to store oprør imod de engelske konger, i henholdsvis 1215-1217 og 1258-1267.

Men en nationalisme i den forstand, Gellner taler om, er et moderne fænomen. Denne udvikling tog for alvor fart i medfør af industrialiseringen og Den Franske Revolution (se nationalisme). Især er trykpressen blevet tillagt afgørende vægt, fordi den gjorde det muligt at skabe et ’forestillet fællesskab’ via fælles medier, som betonet af den anglo-irske samfundsforsker og historiker Benedict Anderson.

Den moderne nationalisme har sat sit afgørende præg på de seneste 250 års verdenshistorie, fordi den har gjort det muligt at mobilisere store befolkningsgrupper om et fælles politisk projekt. Dette gjorde sig gældende i Europa i 1800- og 1900-tallet og i tidligere europæiske kolonier under og efter afkoloniseringerne i det 20. århundrede.

Nationalstaten er netop et sådant politisk projekt, og dermed en udløber af disse storstilede mobiliseringer, der i øvrigt kunne kombineres med meget forskellige ideologier, fra fascisme og konservatisme til liberalisme, antiimperialisme og venstrenationalisme. Nationalismen var et revolutionerende princip, fordi den gjorde folkesuverænitet til en måde at legitimere politisk magt på, som blandt andet den schweiziske sociolog Andreas Wimmer har analyseret i flere banebrydende bøger.

Den anden komponent i nationalstaten er selvsagt staten, eller mere præcist den moderne stat. Visse stater var en form for nationalstater længe før den moderne stat, i den forstand at befolkningen talte samme sprog og havde samme religion – det gælder fx Portugal (minus dets kolonier) og Sverige (minus Finland). Men nationalstaten forudsætter den suveræne territorialstat, der opstod i Europa (som sagt bliver de to begreber ofte brugt i flæng). Traditionelt har forskere i international politik talt om det westfalske statssystem, efter freden i Westfalen 1648, der angiveligt igangsatte udviklingen hen imod det moderne suverænitetsprincip.

Dette er den anden grund til, at nationalstaten er en moderne opfindelse. I Europa var de færreste områder en del af en nationalstat før 1914. I historisk perspektiv er de to store alternativer til nationalstaten henholdsvis bystater (som antikkens græske og de italienske i middelalderen) og imperier. Forskyder vi fokus til Europa i de seneste århundreder, var det store alternativ til nationalstaten multinationale imperier, såsom det russiske og det østrig-ungarske – og indtil 1806 Det Tysk-Romerske Kejserrige. Disse imperier hvilede politisk på et andet princip end det nationale, ofte en form for royal legitimitet centreret omkring monarker såsom habsburgerne samt en konstitutionel legitimitet centreret omkring parlamenter, der endnu ikke var demokratiske i moderne forstand.

Første og Anden Verdenskrig førte til nationalstatens store gennembrud, af to grunde. For det første blev nationalitetsprincippet og folkesuverænitetsprincippet gjort til en del af den amerikanske præsident Woodrow Wilsons program for en retfærdig fred i 1918, for det andet førte verdenskrigene til etniske udrensninger, der gjorde stater som Tyskland, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Rumænien langt mere religiøst, etnisk og lingvistisk homogene, end de havde været før krigene.

Afkoloniseringerne efter 1945 førte til lignende, om end mindre omfattende, udviklinger, i takt med at millioner af europæere vendte tilbage til Europa fra lande som Algeriet, Indonesien, Mozambique og Kenya; alt imens storstilede nationsbygningsprojekter blev lanceret i de nye selvstændige stater. Det 20. århundrede blev i den forstand nationalstatens store århundrede.

Nationalstaten har også været et fleksibelt politisk projekt i en anden forstand. Kun meget få steder kunne resultatet leve op til princippet om, at stat og nation skulle være sammenfaldende i etnisk forstand. I stedet har de fleste nationalstater brugt en bredere konstruktion af nationen til at skabe en forestilling om politisk homogenitet og legitimitet.

Nationalstaten er med andre ord en social konstruktion, men denne sociale konstruktion kan tage to meget forskellige former: enten som et politisk fællesskab, hvor omdrejningspunktet er loyalitet mod staten og fælles borgerrettigheder eller som et etnisk og kulturelt fællesskab, hvor omdrejningspunktet er fælles sprog, kultur og afstamning. Multinationale stater såsom Schweiz og Canada er vellykkede eksempler på, hvordan det er muligt at skabe et politisk konstrueret fællesskab uden fælles kulturel og etnisk baggrund. På engelsk bliver dette ofte omtalt som en form for Civic nationalism (modsat den anden kategori, Ethnic nationalism).

Disse idealtyper knytter sig også til to forskellige modeller for tildelingen af borgerret, nemlig jus soli og jus sanguinis (se nation), af henholdsvis ’soli’, jord, og ’sanguinis’, blod. Traditionelt har disse været repræsenteret ved henholdsvis den franske og tyske borgerretsmodel. Den franske hvilede netop på jus soli, hvor enhver, der fødtes på fransk territorium, automatisk fik tildelt borgerret. Det samme gør sig gældende i USA.

Det tyske borgerretsbegreb, lovfæstet i Bürgerliches Gesetzbuch fra 1913, lægger vægt på herkomst eller afstamning, jus sanguinis. Det er denne bestemmelse, der har gjort det muligt for Volksdeutsche (afstamningstyskere eller folketyskere) fra Østeuropa at opnå tysk statsborgerskab, selv i tilfælde hvor de ikke længere taler tysk – millioner af afstamningstyskere er på denne måde blevet tyske statsborgere efter Østblokkens fald i 1989-91.

I både det franske og tyske tilfælde bliver modellerne ikke længere brugt i deres rene form, men de inkarnerer de to forskellige forestillinger om nationalstaten, henholdsvis som et politisk-kulturelt og et etnisk-biologisk fællesskab. Efter afkoloniseringene er de to statsborgerskabsprincipper blevet taget i anvendelse i fx Afrika syd for Sahara, hvor jus sanguinis har været mere udbredt end jus soli. Forskere som den amerikanske politolog Jeffrey Herbst har forfægtet det synspunkt, at dette har været med til at svække legitimiteten for mange afrikanske stater, fordi statsborgerskab er noget af det, selv svage stater kan give deres befolkning for at skabe opbakning til staten som projekt.

• nation
• nationalisme
• national selvbestemmelse
• stat
• grænse
• konglomeratstat