Image
På dette sted i centrum af Greenwich har der været en kirke i over tusind år.
St Alfege Church.
Image

Greenwich-observatoriet gennemskæres af nulmeridianen, som uden for markeres med en messingskinne. Nulmeridianen har siden 1884 været reference til længde- og tidsangivelse og dermed skillelinje mellem øst og vest.

.

Greenwich er en bydel i London med omkring 300.000 indbyggere (2026). Den ligger i den sydøstlige del af London ved floden Themsen. Gennem historien har området haft stor betydning for søfart, handel og videnskab.

Greenwich er især kendt som det sted, hvor man fastlagde udgangspunktet for verdens tidszoner. Den såkaldte grundmeridian, også kaldet Greenwich-meridianen, går gennem bydelen.

Royal Borough of Greenwich

Image

Cutty Sark var en af de hurtigste te-klippere med en topfarter på 15–17,5 knob. Tremasteren er kendt for sin ekstremt slanke design og som det eneste det eksemplar af den skibstype.

Den berømte britisk te-klipper.
Image
Greenwich Pier, der ligger ud for Cutty Sark, er passagermole for pendlere og turister. I 1800- og 1900-tallet betjente molen hjuldamperne på Themsen.
Middelvandstand i Themsen.

Greenwich fik i 2012 tildelt en særlig eftertragtet titel, Royal Borough (kongelig status).Byen fik samtidig et nyt kongeligt våbenskjold, der som et boroughemblem afløser mange officielle vejskilte, efterhånden som de bliver slidt op.

Denne titel er en slags æresudnævnelse til et område, der har en særlig stærk historisk tilknytning til den britiske kongefamilie. Ved Greenwich lå der tidligere kongelige residenser som fx Greenwich Palace, hvor Henrik 8., Mary 1. og Elizabeth 1. er født. Kun få andre byer har opnået status som Royal Borough: Kensington og Chelsea, Windsor & Maidenhead samt Kingston-upon-Thames.

Greenwich har været præget af navigation, søfart og den britiske flåde (Royal Navy). Byen blev i 1873 hjemsted for Royal Naval College. Industrialiseringen var i fuld gang, og der blev produceret alt fra skibsmotorer til telegrafkabler.

I 1869 blev fuldriggeren Cutty Sark bygget som et kompositskib på et skibsværft i Skotland. I 1954 blev skibet flyttet til Greenwich og opstillet som museumsskib ved havnen i Greenwich.

Nutidens Greenwich er domineret af serviceerhverv, sundhed, uddannelse, design, tech og andre kulturelle og kreative virksomheder. Bydelen har især boligkvarterer for de mere velstillede befolkningsgrupper.

Royal Borough of Greenwich er i dag en moderne by, som også er med på UNESCO's verdensarvsliste. Det betyder, at byen er anerkendt i hele verden for sin kulturelle arv.

Greenwich fra før til nu

Greenwich har været beboet siden forhistorisk tid. Arkæologer har fundet tegn på bosættelser langs Themsen fra både stenalder og bronzealder. I Greenwich Park er der bronzealderhøje, der i dag kun er synlige som små forhøjninger i græsset, men som udgør vigtige arkæologisk spor af fortiden.

Fra romertiden er der ikke længere synlige ruiner, men i Greenwich Park er der fundet rester som mørtel, tegl, inskriptioner og mønter.

Vikingerne

I vikingetiden havde danske og norske vikinger i begyndelsen af 1000-tallet en deres befæstninger ved det nuværende Greenwich. Stedet ved Themsen lå strategisk tæt på London, og det blev anvendt som base for deres togter.

I år 1011 plyndrede en vikingehær byen Canterbury, der ligger sydøst for Greenwich. Byen og dens katedral blev brændt ned, og vikingerne tog som gidsel bl.a. ærkebiskoppen af Canterbury, Alfege, (1006-1012). Som løsesum blev der stillet et krav om 3.000 guldmønter, men ærkebiskoppen afslog, at byen skulle betale.

I stedet blev ærkebiskoppen taget med til basen i Greenwich, hvor Alfege blev holdt i fangeskab i ni måneder. Det siges, at vikingerne ved en fest den 19. april 1012 spillede et spil. Det gik ud på at kaste kranier og knogler fra kvæg mod ærkebiskop Alfege. Festen foregik i hjertet af Greenwich på netop det sted, hvor kirken St. Alfege står i dag. Efter mange timers voldsom leg blev ærkebiskoppen dræbt af et økseslag. Han blev senere anerkendt som helgen og martyr.

Huset Tudor

Næppe nogen periode i det engelske kongehus har været mere berygtet og blodig end Tudortiden (1485-1603). Området ved Greenwich blev et magtcentrum for kongehuset.

Tudorslægtens første konge, Henry 7., udbyggede et eksisterende slot til det større Greenwich Palace. Beliggenheden ved Themsen gjorde paladset til et af de fortrukne kongelige residenser. Her var frisk luft, og det var let at nå dertil frem for at skulle køre ad mudrede veje til London.

Greenwich Palace blev centrum for jagt, ridning, turneringer, ceremonier og store fester. Henry 8. brugte Greenwich Park som sin private jagtmark.

Observatoriet

Efter Tudortiden udviklede Greenwich sig i 1600- og 1700-tallet til at være et maritimt og videnskabeligt sted. Greenwich-observatoriet blev indviet i 1676 i Greenwich Park.

Den første leder af observatoriet fik til opgave at udarbejde tabeller over stjernernes positioner i forhold til månens bevægelse. Tabellerne skulle hjælpe sømænd under deres sejlads på verdenshavet med at beregne deres aktuelle længdegrad.

Ved en konference i Washington D.C. i 1884 blev nulmeridianen officielt gjort til verdens fælles nulpunkt for længdegrader og tidszoner. I dag er observatoriet indrettet som museum.

Livet ved floden

Fra omkring 1800 blev Greenwich tættere bebygget med industriområde langs Themsen. Skibsbygning, dokker og industrivirksomheder skabte mange nye arbejdspladser. Især blev den østlige bydel et travlt knudepunkt for flodbaseret industri som skibsbygning og maritim handel.

Folk i Greenwich blev formet at livet ved floden. De fleste arbejdere boede med deres familier i tætte kvarterer nær deres arbejdsplads og havde ofte et stærkt fællesskab. Nogle var skibsbyggere, ingeniører, håndværkere eller handelsfolk, og andre var løsarbejdere i ustabile jobs som sømand, havnearbejder eller tjener.

Greenwich Market kan spores tilbage til 1300-tallet, men først i 1737 fik markedet en officiel kongelig tilladelse til at åbne for boder. Her blev handlet med kød, frugt, grønt, keramik og andre varer.

I dag er markedet et populært mødested for både lokale og turister. Det ligger i hjertet af byen som en del af verdensarvsområdet Det maritime Greenwich. Omkring 1.200 m2 overdækket areal rummer boder, butikker med antikviteter og kunsthåndværk og spisesteder

Under 2. Verdenskrig var Greenwich et oplagt mål for luftangreb på grund af flodhavne og virksomheder langs Themsen. Mange bygninger blev ødelagt, men blev løbende genopbygget i efterkrigsårene.

East Greenwich Gas Works

East Greenwich Gas Works er et godt eksempel på en af de meget store industrivirksomheder, der har været i Greenwich. Navnet kom af gasværkets beliggenhed i øst på halvøen Greenwich Peninsula.

I mange år leveredeEast Greenwich Gas Works bygas til London. Gasproduktionen kom i gang i 1887, og værket var det sidste og mest moderne gasværk i Greenwich. I begyndelsen fremstillede gasværket bygas ved at opvarme stenkul, der blev sejlet dertil via Themsen. Værket producerede også tjære, koks og andre biprodukter.

I 1960'erne blev stenkul som brændsel afløst af olie. Gasværket producerede omkring 11 mio. kubikmeter gas om dagen, og det var dengang verdens største værk.

I dag er der ikke længere gasværker i Greenwich, og den sidste store gasbeholder blev skilt ad og fjernet i 2020. Den 132 år gamle gasbeholder blev kaldt "Jumbo". Der var stor modstand og underskriftsindsamlinger i et forsøg på at bevare den tomme beholder som et ikonisk vartegn for byens industrielle fortid.

På grunden, hvor East Greenwich Gas Works lå, ligger i dag en af verdens største multiarenaer for koncerter og forlystelser, The O2.

Byfornyelse

Ved slutningen af 1900-tallet skete der store forandringer i Greenwich. De nedslidte og forladte industrigrunde og havneområde blev ændret til et moderne byområde med bolig- og erhvervsbyggeri.

Der blev sat gang i en omfattende byfornyelse med store projekter som fx ved The O2 omkring årtusindskiftet. Byen blev præget af nye boliger, offentlig sektor, uddannelse, detailhandel, serviceerhverv og turisme frem for den tidligere tunge industri.

Pendlere, studerende og unge familier har været med til at ændre sammensætningen af beboere. De fleste kvarterer er blevet dyrere at bo i, og stigende boligudgifter lægger pres på nogle af de oprindelige indbyggere.

Isle of Dogs

Image
Greenwich Foot Tunnel under Themsen forbinder Greenwich Pier med Isle of Dogs. Den blev indviet i 1902 og er beklædt med hvide glaserede teglsten. Tunellen er cirka 370 m lang og åben for gående døgnet rundt.
Tunnel under Themsen.

En helt særlig del af Greenwich er halvøen Isle of Dogs, der er omgivet af Themsen på de tre sider.

Oprindeligt var Isle of Dogs et lavtliggende og mudret marskområde, der blev oversvømmet af tidevandet. Så blev halvøen et af industriens kraftcentre, og i dag er det en af Londons moderne skylines.

Halvøen er især kendt for finans- og kontorområdet Canary Wharf, der ligger blot 6 km vest for London City Airport. I området er der skyline med kontorbyggeri, finansielle aktiviteter og en af de højeste bygninger i England, One Canada Square, også kaldet Canary Wharf Tower.

I 1802 åbnede man nogle mægtige pakhuse ved West India Docks. Isle of Dogs blev et center for den globale handel med bl.a. sukker og kolonivarer. Herefter kom i starten af 1900-tallet for alvor industrialiseringen med fabrikker, store skibsværfter, arbejderboliger og havneaktiviteter.

Fortiden på Isle of Dogs kan trods forandringerne stadig spores rundtomkring, men i dag er halvøen moderne byområde. Den har både færge-, bus-, tog- og metroforbindelser samt en tunnel for gående under Themsen til den sydlige del af Greenwich.

Greenwichs geologi

Landskabet langs Themsen er formet gennem millioner af år. I slutningen af kridttiden for omkring 65 millioner år siden var området ved Greenwich dækket af et tropisk hav. Kridttiden var præget af en global opvarmning og et drivhusklima.

Kridttidens lune hav ved nutidens Greenwich var fyldt med encellede, mikroskopiske kalkalger i store mængder. Kridtet blev dannet af skallerne fra havets døde, mikroskopiske alger, coccolitter. Resterne af de døde dyr sank ned på havets bund. Over lang geologisk tid blev de tykke lag af skaller presset hårdt sammen og omdannet til kridtsten.

I den første del af eocæn, for cirka 56 millioner år siden,- steg havniveauet. Havbundens tykke lag af kridt blev gradvist dækket af nye aflejringer som sand, grus, ler og silt. Den slags havaflejringer kan vi sammenligne med de lidt yngre, danske aflejringer som moleretFur og lillebæltsleret ved Fredericia.

Senere, i begyndelsen af miocæn for cirka 22. mio. år siden, blev området påvirket af tektonisk aktivitet i Alperne. Området blev ramt af jordskælv, voldsomme forkastninger og brudzoner i den øverste del af jordskorpen.

Efter den seneste istid blev landskabet omkring Greenwich endnu engang formet af smeltevand, aflejringer og landhævninger. Themsens kræfter skar sig gennem de løsere jordlag og ændrede efterhånden flodens forløb. Den skabte stejle skrænter, flodterrasser og små dale, der efterfølgende blev taget i brug af de første mennesker for tusinder af år siden.

Floden og vandet

Ændringer i landskabet foregår stadigvæk. Både Themsens enorme mængder af vand, tidevandet og erosion spiller en stor rolle. Greenwich bliver i dag beskyttet mod stormfloder og oversvømmelser.

Themsen er den største flod i England og strækker sig over cirka 350 km fra udspring til udløb. Floden afvander et landområde, der svarer til godt og vel det dobbelte af Sjællands areal. Tidevandet i Themsen kan være voldsomt og har gennem tiden givet mange voldsomme oversvømmelser.

En lang række systemer som beskyttende diger og kystvolde er med til at sikre byen mod oversvømmelser. Det største forsvarsværk mod tidevandet er Thames Barrier ved Woolwich tæt på Greenwich. Anlægget er et af verdens største barriere til at styre flodens vandmængder. Thames Barrier har ti flytbare, tonstunge stålporte, der er på højde med et fem etagers hus.

London har som følge af klimaforandringer og stigende havniveau udviklet en langsigtet plan kaldet Thames Estuary 2100. Formålet med planen er at beskytte byen mod fremtidige oversvømmelser fra stormfloder og højere vandstand i Themsen.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig