Starship

Prisen på en opsendelse måles typisk i dollars pr. kilogram opsendt til lav jordbane. Siden rumalderens begyndelse har en opsendelse typisk kostet fra omkring 10.000 dollars eller mere pr. kg nyttelast leveret til lavt jordkredsløb; nogle raketter har dog været meget dyrere.

Fordi SpaceX kan genbruge det nederste trin af deres Falcon 9-raket, tager de typisk ca. 2.500 dollars pr. kg for opsendelser, og noget lavere for Falcon Heavy, hvilket stadig er dyrt, fordi det øverste trin bortkastes efter én flyvning og brænder op i atmosfæren.

Hvad prisen pr. kg med Starship bliver, er selvfølgelig usikkert, men i betragtning af, at SpaceX har kunnet reducere prisen til det kvarte ved at genbruge nederste trin af Falcon 9, er det nok ikke urimeligt at antage, at det kan gøres langt billigere, når hele løfteraketten kan genbruges.

Mens Falcon 9’s førstetrin folder fire landingsben ud inden landingen og derefter lander lodret på en landingsplads på land eller et droneskib på havet, er det planen, at Super Heavy skal fanges af gribearme på opsendelsestårnet; den skal altså vende tilbage til nøjagtigt samme sted, som den blev opsendt fra.

Starships øverste trin er forsynet med seks Raptor-motorer i bunden; tre med korte dyser, til brug i den nederste del af atmosfæren, og tre med lange dyser, til brug i rummet. Mest bemærkelsesværdigt er dog Starships nederste trin, Super Heavy, som har hele 33 motorer i bunden. Ingen raket har før haft så mange motorer i samme trin.

Ved den første testflyvning den 20. april 2023 satte flere motorer i første trin ud kort efter start, og det lykkedes ikke at separere første og andet trin som planlagt. På grund af de mange fejl valgte kontrolcenteret at afbryde flyvningen ved at detonere sprængladninger om bord, men raketten var tilsyneladende bygget for solidt til, at det lykkedes – der gik dog hul på raketten flere steder. Til sidst eksploderede den pga. de voldsomme aerodynamiske kræfter, den blev udsat for.

Efter flyvningen viste det sig, at en del af årsagen til de mange motorproblemer sandsynligvis skulle findes i, at store betonstykker fra affyringsrampen blev slynget op i motorerne kort efter start. Til den næste test valgte man, som man plejer ved store raketopsendelser, at sprøjte store mængder vand ud under raketten for at dæmpe lyden fra motorerne.

Den anden testflyvning, som blev foretaget den 18. november 2023, gik overordnet set langt bedre end den første. Dels fungerede alle motorer på Super Heavy tilsyneladende fejlfrit, dels lykkedes det at separere Starship fra Super Heavy, og Starship fortsatte ud mod lavt jordkredsløb.

Super Heavy eksploderede dog igen kort efter separationen, og Starship endte også med at eksplodere, men først efter at have fortsat ud mod kredsløb i adskillige minutter.

Tredje test foregik den 14. marts 2024, og her blev der opnået flere nye milepæle. Det lykkedes bl.a. at få Super Heavy ned i en højde, hvor den kunne bruge sine gitterfinner til at manøvrere, inden den – igen – gik i stykker; dels lykkedes det at få Starship op på (næsten) kredsløbshastighed. I løbet af den næste halve times tid foretog den et halvt kredsløb om Jorden, inden den brød i stykker i atmosfæren over Det Indiske Ocean.

Den 6. juni 2024 fløj Starship for fjerde gang. Super Heavy foretog en fuldt kontrolleret lodret landing i vandet, og på trods af at dele af Starship smeltede væk under nedstigningen gennem atmosfæren efter et halvt kredsløb om Jorden, lykkedes det den også at lande kontrolleret og lodret i Det Indiske Ocean.

Den 13. oktober 2024 fløj Starship for femte gang. Målet var denne gang primært at fange Super Heavy på det samme tårn, hvorfra opsendelsen skete, med tårnets to gribearme. Dette lykkedes med stor præcision. Ligesom på Flight 4 landede Starship kontrolleret og lodret i Det Indiske Ocean, før den eksploderede. Under nedstigningen gennem atmosfæren sås lige som sidst skader på de aerodynamiske kontrolflader, men i noget mindre omfang.

Allerede den 19. november 2024 opsendte Starship igen, men denne gang lykkedes det ikke at fange boosteren med gribearmene; Super Heavy blev i stedet landet kontrolleret i vandet ud for kysten. Årsagen var, at gribearmene var blevet beskadiget under opsendelsen. Selve Starship gennemførte cirka et halvt kredsløb og foretog en kontrolleret landing i det Indiske Ocean.

Ved opsendelsen den 16. januar 2025 blev boosteren igen grebet af tårnet. Til gengæld mistede man fuldstændig forbindelsen til Starship, hvilket aktiverede det automatiske selvdestruktionssystem.

Den 6. marts 2025 landede boosteren igen uden større problemer, til trods for et par motorer, der ikke kunne genstarte under landingen. Til gengæld mistede man igen forbindelsen til Starship, som gik tabt.

Næste forsøg var den 27. marts 2025, hvor både Starship og Super Heavy gik tabt. Det var første gang, man forsøgte at genbruge en booster inkl. 29 af de 33 motorer. Men trinnet blev revet i stykker af de aerodynamiske kræfter på nedturen. Alligevel nåede Starship frem til den planlagte nedlukning af motorerne, men begyndte derefter at rotere ukontrolleret pga. en brændstoflækage.

Den 26. august 2025 ville man ikke forsøge at gribe boosteren, og den landede kontrolleret i havet. Starship gik ind i den planlagte suborbitale bane og frigjorde efterfølgende otte små satellit-attrapper. Til gengæld blev rumfartøjet voldsomt beskadiget under den atmosfæriske genindtræden, hvor skibets egne kameraer viste mange brændende stumper falde af. Alligevel lykkedes det Starship at lande kontrolleret få meter fra det planlagte punkt i Det Indiske Ocean.

Opsendelsen den 13. oktober 2025 forløb langt bedre: Boosteren landede kontrolleret i havet (man ønskede ikke at forsøge at gribe den), og Starship gik ind i sin suborbitale bane, frigjorde otte satellitattrapper, og klarede turen ned langt bedre end under flight 10. Igen landede Starship kontrolleret i Det Indiske Ocean.

Den 12. testflyvning fandt sted lørdag den 23. maj kl. 00:30 dansk tid; opsendelsen måtte udskydes et døgn pga. tekniske problemer.

Under opsendelsen brød en af de seks Raptor-motorer i brand. Alligevel lykkedes det raketten at fortsætte den planlagte rute ud i rummet, hvor den lige knap opnåede kredsløbshastighed. Starship frigav 22 små Starlink-satellitter. 20 af disse var prototyper, der skulle simulere Starlinks kommende V3-satellitter, mens de sidste to satellitter havde til opgave at scanne Starships varmeskjold og søge efter fejl. Efter ca. en time faldt Starship som planlagt i Det Indiske Ocean.

Denne 12. ubemandede test var den første opsendelse fra OLP-2 (Orbital Launch Pad 2) – alle hidtidige opsendelser af Starship har foregået fra OLP-1. Begge opsendelsesramper ligger i Starbase, Texas, ca. 400 meter fra hinanden.