Biologisk pas er et værktøj inden for antidoping, som bruges til at overvåge en atlets biomarkører over tid for at afsløre et eventuelt brug af doping. Der er et standardiseret regelsæt for alle analyser af biologiske pas, og det er et ekspertudvalg, der vurderer mistænkelige fund.

Anvendelse af det biologiske pas

Det biologiske pas bruges ved målrettet dopingtestning. Der kan foretages analyser på nye prøver eller yderligere analyser på allerede indhentede prøver. Analyserne kan anvendes som bevis i en større dopingefterforskning eller som enkeltstående bevis for brud på dopingreglerne.

Sportsudøverens personlige pas

Hver sportsudøver har et personligt pas, som indeholder information om fire moduler:

  • Det hæmatologiske modul (blodpas)
  • Steroidpasset (i urin)
  • Steroidpasset (i blod)
  • Det endokrine modul

Markører i de respektive moduler overvåges over tid, og udsving, som ikke kan forklares med naturlige årsager, identificeres.

Det hæmatologiske modul (blodpasset)

Blodpasset er en samling af individuelle blodværdier, heriblandt hæmoglobin, hæmatokrit og reticulocytter, der er et forstadie til røde blodlegemer. Hvis en sportsudøver anvender EPO (erytropoietin) eller andre former for bloddoping, vil det kunne spores ved udsving i ovenstående blodmarkører.

Steroidpasset

Formålet med steroidpasset er at opdage misbrug af anabolske steroider. Steroidpasset består af analyser af både urin- og blodprøver, da de to prøvetyper supplerer hinanden. Urinprøver afslører metabolitter, der er de stoffer, som kroppen omsætter steroiderne til, som udskilles i urinen. Blodprøver måler niveauerne af aktive hormoner, der cirkulerer i blodbanen. Et centralt mål i steroidpasset er T/E-forholdet, hvilket er forholdet mellem kønshormonet testosteron og dets afart epitestosteron. Kombinationen af urin- og bloddata giver en mere præcis og pålidelig biologisk profil.

Det endokrine modul

Det endokrine modul bruges til at overvåge kroppens generelle hormonbalance. Hvor steroidpasset fokuserer på anabolske steroider, indeholder det endokrine modul information om en række andre hormoner. Hormoner som væksthormon, insulin-like growth factor-1 (IGF-1) og kortisol indgår i endokrine modul.

Direkte analyser

For at afsløre brug af doping anvendes også direkte analyser. I modsætning til at overvåge biologiske værdier over tid, tages der ved direkte analyser enkeltstående prøver. Anvendte metoder i dopingkontrol er bl.a. urinprøver, blodprøver og dried blood spots.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig