Brexit

Resultatet af folkeafstemningen i 2016 var, at 52 % af vælgerne stemte for leave (at udtræde af EU), mens 48 % stemte for remain (at forblive i EU). Disse stemmeprocenter er et klart udtryk for en befolkning delt i to næsten lige store dele på spørgsmålet om Storbritanniens tilknytning til resten af Europa. Efter folkeafstemningen besluttede parlamentet, selvom det ikke var forfatningsmæssigt forpligtet til det, at følge afstemningsresultatet og sætte gang i udtrædelsesforhandlingerne.

Bag afstemningsresultatets hovedtal, 52 %/48 %, gemmer der sig betydelige forskelle mht. alder, geografi, social klasse, uddannelse mv. Således stemte ca. 75 % af de unge mellem 18 og 34 år for remain, mens billedet var modsat for vælgere over 60 år. Ligeledes steg remain-stemmeprocenten i betydelig grad, jo længere man bevæger sig op gennem socialgrupperne. Jo højere uddannelse og indkomst, jo større tendens til, at man stemte remain. Endelig var der store regionale forskelle på tværs af Storbritannien og de fire nationer, England, Skotland, Wales og Nordirland, som landet består af. Især i Skotland var der, i modsætning til i England, stort flertal for remain. Ligeledes var der markante forskelle mellem på den ene side London og øvrige storbyer, og på den anden side landområderne, især i England. Storbritannien er en meget assymmetrisk, multinational stat med England som langt den største af de fire nationer, var det disse forskelle, der satte sig igennem i det samlede resultat.

Brexitafstemningen viste endvidere en for folkeafstemninger generelt usædvanlig stor holdningsforskel mellem politikere og befolkning, idet et flertal i befolkningen viste sig at foretrække noget helt andet, end det overvejende flertal blandt parlamentets medlemmer gjorde forud for afstemningen.

Storbritannien var medlem af EU fra 1973 til 2020, men blev ofte betragtet og omtalt, også med en vis stolthed af britiske politikere, som en ’awkward partner’ – et land, som var medlem, men som var mere skeptisk end de fleste andre medlemslande over for især EU’s fremadskridende politiske integration fra starten af 1990'erne. Især i Conservative Party voksede denne skepsis sig så stor, at partiets leder fra 2005, David Cameron, til sidst bøjede sig for presset, om end det kun kom fra et mindretal i partiet.

Den 23. januar 2013 annoncerede han en folkeafstemning om spørgsmålet i en tale, som eftertiden har døbt Bloombergtalen. I den tale lovede han at genforhandle Storbritannien medlemsbetingelser af EU og efterfølgende lægge resultatet ud til folkeafstemning. Den strategi fejlede for ham. Han fik ikke noget ud af forhandlingerne med EU, og han tabte folkeafstemningen.

Udskrivelsen af folkeafstemningen skyldtes primært et indre opgør i Conservative Party; dog hjulpet godt på vej af UKIP (United Kingdom Independence Party) og dettes leder, Nigel Farage. Fra sin position uden for parlamentet lykkedes det partiet at skubbe på den bevægelse, der i forvejen voksede i Conservative Party, og som i stigende grad frygtede vælgerflugt til UKIP og dermed en svækkelse af partiet ift. oppositonspartiet Labour ved kommende parlamentsvalg.

Valgkampen blev præget af udtrykket 'let's take back control'. Det, kontrollen skulle tages tilbage over, var grænser (dvs. indvandring), penge (dvs. medlemsbidraget til EU's budget) og love (dvs. generobring af parlamentarisk suverænitet).

Tilhængerne blandt politikerne af fortsat EU-medlemskab fokuserede først og fremmest på de økonomiske argumenter, dvs. hvordan den britiske økonomi, efter deres opfattelse, ville lide skade ved at forlade EU, mens Brexit-tilhængerne fremhævede mere værdiladede emner som indvandring, suverænitet og identitet. De argumenter viste sig at blive afgørende.

Tilhængerne af fortsat medlemskab bestod af det store flertal af Labour, Liberal-Democrats, Green Party, det skotske Scottish National Party, det walisiske Plaid Cymru og flertallet af de konservative parlamentsmedlemmer, mens modstanderne bestod af et stort mindretal i Conservative Party og UKIP (som på det tidspunkt ikke var repræsenteret i parlamentet).

Resultatet af folkeafstemningen førte med det samme til en voldsom politisk krise, som prægede Storbritannien i de efterfølgende fire år frem til udtrædelsen. David Cameron trådte tilbage som partileder og premierminister dagen efter folkeafstemningen. Han blev afløst af Theresa May og senere af Boris Johnson. Det lykkedes omsider for sidstnævnte, med brug af sloganet ’let’s get Brexit done’ op til parlamentsvalget i december 2019 at få udtrædelsen effektueret den 31. januar 2020. Også oppositionspartiet Labour blev kastet ud i en krise efter kritik af ledelsens indsats under kampagnen, og der fulgte et opgør om formandsposten i partiet.

Selv om Brexit nu formelt er overstået, trækker forløbet og resultatet stadig dybe spor i britisk politik og den britiske økonomi. Det vurderes således, at det britiske BNP er faldet med fem procentpoint om året som direkte konsekvens af, at landet har forladt EU.

Brexit udsatte Storbritannien som stat, det britiske politiske system samt den britiske befolkning for en chokbehandling, som langt fra er overstået. Brexit udfordrer endvidere den britiske forfatning og sammenhængskraften i den britiske union, fordi de fire nationer i Storbritannien stemte forskelligt.

Storbritanniens udtræden blev effektueret gennem to aftaler med EU. Den ene, EU-udtrædelsesaftalen, var en nødvendighed. Den anden, handels- og samarbejdsaftalen mellem Storbritannien og EU, var en mulighed. Udtrædelsesaftalen blev indgået iht. paragraf 50 i EU's Lissabontraktat. Denne giver et land to år til at forhandle en "skilsmisseaftale" på plads fra det tidspunkt, landet meddeler EU-Kommissionen, at det vil træde ud.

Der var i lang tid tvivl om, hvorvidt Storbritannien kunne forhandle sig til en aftale om regulering af relationerne med EU efter udtrædelsen. I næsten sidste øjeblik, juleaftensdag 2020, lykkedes det imidlertid parterne at blive enige om en handels- og samarbejdsaftale som grundlag for regulering af det fremtidige handelssamarbejde mellem EU og Storbritannien. Aftalen indeholder etablering af omkring 25 forskellige kommissioner, råd og udvalg, som skal bidrage til at få aftalen til at fungere i praksis.

Selvom Boris Johnson vandt valget i december 2019 på at få Brexit overstået, vil der i praksis, jævnfør aftalen, gå en årrække, før man kan sige, at Storbritannien reelt er ude af EU. Dertil kommer, at Storbritannien permanent vil være lige så bundet af en række af EU's reguleringsmekanismer, som landet var som medlem af EU, hvis det fortsat ønsker handelssamarbejde med EU på samme niveau som tidligere.

På femårsdagen for udtrædelsen i januar 2025 var det tydeligt, at den britiske befolkning havde ændret holdning til Brexit siden folkeafstemningen. I de første år efter folkeafstemningen viste meningsmålinger, at fordelingen mellem leave og remain var stabil og nogenlunde svarede til afstemningsresultatet. Befolkningen havde tilsyneladende polariseret sig i faste blokke over Brexitspørgsmålet. Men da meningsmålingsinstituttet YouGov gennemførte en måling op til femårsdagen for udtrædelsen, viste det sig, at 55 % af vælgerne nu mente, at Brexit var en forkert beslutning, mens blot 11 % stadig mente, at beslutningen var rigtig. Denne måling bakkes op af mange tilsvarende målinger. Samtidig viser andre målinger, at et flertal blandt briterne nu er parate til igen at acceptere, at den frie bevægelighed for arbejdskraft, som gælder i EU, igen skal omfatte Storbritannien som modydelse for landets genindtræden i EU's indre marked. Disse tendenser fortsatte gennem hele 2025.

Blandt de britiske politikere har man indtil videre ikke set en lignende åbent erklæret holdningsændring, selvom det er tydeligt, at Brexit fortsat langt fra er fuldt implementeret, og at udmeldelsen har en lang række alvorlige og negative konsekvenser for britisk økonomi, som er med til at forværre det massive fald i levestandard (af andre årsager), som et flertal blandt af briterne oplever. Denne skyldes ikke kun Brexit. Den skyldes årtiers mangel på reformer og en utilstrækkelig omfordelingspolitik, som får et flertal i befolkningen til i meningsmålinger at tilkendegive, at de ikke synes, at politikerne og det politiske system er i stand til at regere til det store flertals bedste.

Der har dog været tegn på bevægelse i holdningerne hos nogle politikkere og i deres vilje til at lægge disse åbent frem for befolkningen. De fleste parlamentsmedlemmer i Conservative Party og i UKIP's arvtager, Reform UK, fornægter vedvarende, at Brexit har været til skade for landet. Tværtimod holder de fast i, at Brexit er en succes og rummer uanede, hidtil uudnyttede muligheder. Deres argument er, at det ikke er beslutningen om udtræden som sådan, der har skadet landet, men kun eksekveringen.

Labour har også i høj grad været forsigtig med udmeldinger om emnet. Emnet var nærmest fraværende fra valgkampen op til parlamentsvalget den 4. juli 2024. Men efter Labours jordskredssejr ved valget i juli 2024 har partiet annonceret en justering af partiets og landets politiske kurs i forhold til EU. Men indtil videre tales der ikke om forsøg på genindtræden i EU; kun om at forbedre handels- og samarbejdsaftalen på en række områder. Den bevægelse i partiet vil formentlig fortsætte gennem resten af valgperioden frem mod næste parlamentsvalg i, formodentlig, 2029. Ved det valg vil spørgsmålet om Storbritanniens forhold og samarbejde med resten af Europa sandsynligvis igen rykke op på listen over valgkampsemner.

• Bloombergtalen
• Nordirland-protokollen
• Storbritanniens EU-udtrædelsesaftale
• handels- og samarbejdsaftale mellem Storbritannien og EU
• Det britiske parlament
• EU
• David Cameron
• Boris Johnson
• Theresa May