Gela

Gela havde sin storhedstid i antikken. Fund af keramik fra slutningen af 700-t. f.Kr. vidner om græsk tilstedeværelse før kolonigrundlæggelsen. Bystaten blev ifølge traditionen grundlagt i 688 f.Kr. af kolonister fra Rhodos og Kreta.

Under tyrannerne Kleandros (505-498 f.Kr.) og hans bror Hippokrates (498-491 f.Kr.) blev Gela den mægtigste græske bystat på Sicilien. Hippokrates efterfulgtes af sin rytterigeneral Gelon (491-478 f.Kr.), der i 485 f.Kr. erobrede Syrakus og bosatte sig i byen sammen med halvdelen af Gelas befolkning, som han lod tvangsforflytte.

Gela blev herefter en satellitstat under Syrakus, og i det sidste år af den store krig mellem Karthago og Syrakus (409-405 f.Kr.) blev byen belejret og ødelagt. Det lykkedes befolkningen at undslippe til Leontinoi, og efter freden blev Gela genopbygget, men byen førte en hensygnende tilværelse, indtil Timoleon i 340 f.Kr. lod den befæste på ny og befolke med kolonister fra Kea. I 280 f.Kr. blev Gela endnu en gang erobret og ødelagt, denne gang af mamertinerne.

Gela blev ca. 1230 omdøbt af normannerne til Terranova, men genoptog i 1927 sit gamle navn.

På akropolen er der spor af en række sakrale bygninger, hvoraf de ældste er fra 600-t. f.Kr. Timoleons befæstningsanlæg er opført af sten forneden og soltørrede lertegl foroven. Pga. tilsanding var det nødvendigt at forhøje murene flere gange, og de er i dag bevaret i 13 m højde.

Arkæologiske undersøgelser i landskabet omkring Gela belyser forholdet mellem grækerne og den oprindelige befolkning, og der er afdækket flere landhelligdomme for Demeter.