Keas hovedby er borgbyen Ioulis (Chora) med omkring 700 indbyggere. Den har restaurerede gamle stenhuse og ligger centralt på øen på det mindre bjerg Profitis Ilias.
I Ioulis ligger Keas Arkæologiske Museum (Archaiologikó Mouseío Kéas). Bygningen, der blev opført i 1970, har en forhistorisk og en historisk samling. Museet præsenterer fund fra den neolitiske bosættelse Kefala og bronzealderbopladsen Agia Irini, hvorfra unikke mellemkykladiske kvindelige lerfigurer med klokkeformede skørter stammer. Det udstiller også genstande fra Keas fire bystater, Karthaia, Korissia, Poiessa og Ioulis, der stammer fra 500-tallet f.v.t.
Et søsterskib til Titanic, Britannic, blev under 1. Verdenskrig ramt af en mine og ligger nu på 110 m vand mellem Kea og fastlandet. Vraget blev fundet i 1975, og der er en stor international interesse for at bruge skibet til et undersøisk museum.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.