En dronemur er et samlet luftforsvar mod indtrængende droner. Udtrykket har fra 2025 især været anvendt i EU-landenes forsvarsdebat. Begrebet savner dog en klar faglig definition. Der henvises typisk til behovet for et flerdelt og teknologisk avanceret system med koordineret overvågning og modforanstaltninger.

Ursula von der Leyens forslag om en dronemur

EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, foreslog en dronemur, da hun den 10. september 2025 holdt sin tale om unionens tilstand i Europa-Parlamentet og fremhævede behovet for et styrket EU-samarbejde om forsvar:

“Vi skal hjælpe vores baltiske venner og opbygge en dronemur. Dette er ikke en abstrakt ambition. Det er fundamentet for et troværdigt forsvar. ”

Efter von der Leyens tale blev begrebet dronemur almindeligt i den offentlige debat, især efter at man sidst i september observerede en stribe uidentificerede droner omkring europæiske lufthavne, bl.a. i Danmark.

Dronemure i Ukrainekrigen

Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har droner spillet en stadig større rolle i krigen. Begge parter har under krigen udviklet en massiv anvendelse af militære droner, hvor såvel produktion som teknologisk udvikling er blevet afgørende elementer i krigsførelsen.

I den sammenhæng har det ukrainske forsvar søgt at udvikle nye metoder til at bekæmpe russiske droneangreb ved hjælp af radarovervågning, it-systemer, moddroner mv. Denne samlede indsats er også blevet omtalt som en dronemur.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig