Feber er forhøjet kropstemperatur som følge af en infektion eller sygdomme, hvor der er betændelse eller skade på væv. Feber er et symptom på infektion, men ikke en sygdom i sig selv.

Faktaboks

Etymologi
Ordet feber kommer fra latin febris 'feber'.
Også kendt som

pyrexia

Hvis man har feber, er det almindeligt også at have sygdomsfølelse, det vil sige føle sig utilpas og mat. Man har ofte trang til at sove, muskelsmerter, nedsat appetit, nogle gange kvalme og hovedpine. Feber påvirker derfor almentilstanden.

Kropstemperaturen måles mest præcist i endetarmen. Hvis temperaturen her er over 38,0 grader celsius efter 30 minutters hvile, og personen har en infektion, regnes det som feber.

Baggrund om kropstemperatur

Den normale kropstemperatur er normalt omkring 37 grader celsius (°C). Temperaturen varierer nogle tiendedele af en grad op og ned i løbet af et døgn. Den er højest om aftenen og falder i løbet af natten for så at stige mod morgenen, hvor den måles til 36,8–37,0 °C. Rytmen i døgnets temperatur er meget konstant hos den enkelte. Den øvre grænse for normal temperatur er omkring 37,2 °C om morgenen og 37,8 °C om aftenen.

Faktorer, der påvirker kropstemperaturen

Hos kvinder varierer temperaturen noget i forbindelse med menstruationscyklus og er højest ved ægløsning.

Andre faktorer, der påvirker kropstemperaturen, er alder og stressniveau. Raske yngre personer har højere kropstemperatur end ældre raske personer.

Nogle former for medicin sænker kropstemperaturen hos personer med feber, her under paracetamol og ibuprofen. Om hvorvidt personen, der tager et eller begge af disse præparater, har feber eller ej, kan derfor kun afklares ved at tage temperaturen på et tidspunkt, hvor medicinen ikke længere er i kroppen.

Også fysisk aktivitet og ophold i sol i længere tid kan forhøje kropstemperaturen. I de mest alvorlige tilfælde kan man få et hedeslag, fordi kroppen ikke kan slippe af den overskydende varme ved at svede. Men sådanne personer har ikke feber men derimod hypertermi og evt. hedeslag.

Måling af kropstemperatur

Image
Der findes forskellige typer af termometre til måling af kropstemperaturen. Målingen er mest præcist i endetarmen.
Termometer
Af /DPA/Ritzau Scanpix.

Kropstemperatur måles med et termometer. Normal kropstemperatur varierer med målestedet. Nøjagtigheden af målingerne afhænger af, hvor temperaturen måles. Den mest pålidelige og anbefalede metode er at måle temperaturen i endetarmen (rektalt). Her måles kroppens kernetemperatur, hvilket giver det sikreste resultat. I endetarmen defineres feber som temperaturer over 38 °C.

Mindre præcise målemetoder er brug af pandetermometer og øretermometer, måling af temperatur i armhule eller i munden.

Betegnelser for feber

Febril betyder feberrelateret. Er man febril, ligger kropstemperaturen mellem 38.2 og 39 °C, mens højfebril er defineret som kropstemperaturer over 39° C. Afebril betyder uden feber.

Årsager til feber

Feber kan skyldes infektioner. Også en lang række andre sygdomme, hvor der er betændelse og skade på væv, som for eksempel forbrændinger, store skader, kræft, blødninger og allergiske reaktioner, kan øge kropstemperaturen.

Fælles for alle disse tilstande er, at der frigøres stoffer, der øger kropstemperaturen (såkaldte pyrogener). Disse stoffer kommer fra kroppens egne celler, og særligt fra visse typer hvide blodceller. De hvide blodceller er celler i immunsystemet, der bekæmper bakterier og virus, og som neutraliserer eller fjerner bakteriegifte og antigener. Pyrogenerne påvirker det center i hjernen, der styrer temperaturen. Dette sker ved, at pyrogener fører til syntese af prostaglandiner i hypothalamus, som fører til udvikling af feber.

Eksogene pyrogener

Eksogene pyrogener er stoffer, der er produceret uden for kroppen og er tilført udefra, som regel på grund af en infektion. Eksogene pyrogener er mikroorganismer som virus, svampe og bakterier, eller substanser eller toksiner fra disse som for eksempel endotoksiner fra gramnegative bakterier.

Endogene pyrogener

Endogene pyrogener produceres i kroppen, som for eksempel tumor nekrose faktor (TNF) og enkelte interleukiner (IL), som IL-1. Immunceller, inklusive neutrofile granulocytter, makrofager og lymfocytter producerer endogene pyrogener. Andre celler, der kan producere endogene pyrogener, er blandt andet endotelceller.

Mekanisme ved feber

Kropstemperaturen reguleres fra hypothalamus i mellemhjernen. Her findes der nervecentre, der fungerer som en termostat. Det er i hovedsagen to faktorer, der afgør kropstemperaturen:

  1. hvor meget varme kroppen laver
  2. hvor meget varme kroppen afgiver til omgivelserne

Termostaten styres af temperaturen i blodet og af nervesignaler fra de temperaturfølsomme sanseorganer i huden. Hvis termostaten finder, at kropstemperaturen skal ændres, sender den signaler via det sympatiske nervesystem.

Stigende kropstemperatur

Hvis kropstemperaturen øges, for eksempel på grund af høj temperatur i omgivelserne, reduceres stofskiftet og dermed varmeproduktionen. Hvis øgningen af kropstemperaturen sker hurtigt, får man kuldegysninger og eventuelt kulderystelser. Det er musklerne, der trækker sig sammen hurtigt for at skabe mere varme. Det er samme mekanisme som sættes i værk, hvis kroppen underafkøles.

Kroppens naturlige varmeafgivelse hæmmes ved, at blodårerne i huden trækker sig sammen, og produktionen af sved aftager.

Faldende kropstemperatur

Hvis kropstemperaturen falder, begynder man ofte at svede. Dette er den mest effektive måde for kroppen at slippe af med den overskydende varme på.

Febers funktion

Feber kan virke som en forsvarsmekanisme. De fleste sygdomsfremkaldende mikroorganismer er bedst tilpasset temperaturer på 35 °C til 37 °C. Derfor vil de formere sig langsommere, når vi får feber. Høj feber gør, at mange mikroorganismer ikke overlever. Derudover synes immunsystemet at arbejde noget mere effektivt, når vi får feber. Immunceller, som makrofager og neutrofile granulocytter fjerner, eller fagocyterer, smittestoffet mere effektivt ved forhøjet kropstemperatur. Videre antyder studier, at disse immunceller mere effektivt aktiverer T-celler og produktion af antistoffer, når man har feber.

Feber er en reaktionsmåde for kroppen, der er blevet bevaret over lang tid i evolutionen, hvilket muligvis kan skyldes, at de positive effekter ved feber vejer tungere end risikoen, så længe feberen ikke er for høj eller ukontrolleret.

Dog har undersøgelser af medicin, der sænker kroptemperaturen hos patienter med infektionssygdomme, ikke kunne påvise en skadelig effekt af sådanne lægemidler, og de bruges derfor hyppigst hos patienter med feber til at mindske de afledte symptomer, som feberen medfører.

Forskellige feberforløb

Der skelnes mellem tre hovedtyper af feberforløb:

  1. Intermitterende feber
  2. Remitterende feber
  3. Kontinuerlig feber

Intermitterende feber

Når feberen svinger gennem døgnet, og man indimellem er feberfri, kaldes det intermitterende feber. Ved et intermitterende feberforløb er feberen derfor kun til stede i nogle timer hvert døgn. Et sådant feberforløb kan være typisk for visse infektionssygdomme som malaria og borreliose.

Remitterende feber

Ved remitterende feberforløb svinger temperaturen gennem døgnet, men uden at man bliver feberfri indimellem. Svingningerne er over 2 °C, men feberen forbliver, og kropstemperaturen normaliseres ikke. Eksempler på infektionssygdomme, der kan føre til denne type feberforløb, er de bakterielle infektionssygdomme brucellose og rickettsiose.

Kontinuerlig feber

Ved feber sammenhængende i over et døgn kaldes det kontinuerlig feber. Ved kontinuerlige feberforløb svinger temperaturen ikke mere end omtrent 1 °C, og temperaturen normaliseres ikke, det vil sige, man er ikke feberfri. Blandt sygdommene, der viser denne type forløb, findes for eksempel nyrebækkenbetændelse og akut bakteriel hjernehindebetændelse (meningitis).

Normalisering af kropstemperaturen

Vedvarende normalisering af kropstemperaturen efter en periode med feber vil typisk være udtryk for, at årsagen til feberen igen er væk. Efter en infektion er effektivt behandlet med antibiotika, vil feberen typisk vedvare med at være til stede de næste 24 til 48 timer for derefter at forsvinde.

Feber hos børn

En almindelig infektion kan give højere feber hos mindre børn end hos større børn og voksne. Høj feber følges desuden ofte af opkast og diarré, selvom fordøjelseskanalen ikke er angrebet af sygdommen.

Kulderystelser forekommer aldrig hos børn, der er yngre end to-tre år. Til gengæld kan børn, når de er et par måneder gamle, få feberkramper, som er en reaktion på den stigende kropstemperatur.

Behandling af feber

Image
Af /KHOR Thing.
Licens: CC BY 2.0

Feber ved almindelige infektioner er som regel relativt moderat og skal normalt ikke behandles. I nogle situationer vil man dog gerne få feberen ned. Det forkorter ikke sygdomsforløbet, men kan lindre gener hos den syge. Da kan man bruge febernedsættende midler, for eksempel paracetamol.

Ved høj feber skal læge altid kontaktes, især når det gælder børn. Det frarådes, at en feberpatient udsætter sig for afkøling eller udfører anstrengende kropsligt arbejde, før temperaturen har været normal et døgn eller to.

Til gengæld er det afgørende, at personer med feber får rigeligt at drikke, således at kroppen ikke bliver dehydreret. Hvis kroppen bliver dehydreret, øges risikoen for hedeslag.

Komplikationer

Spørgsmålet om, hvor høj kropstemperatur et menneske kan tåle, før livsprocesserne svigter, har ikke noget klart svar. Unge og ellers raske kan antagelig tåle en temperaturstigning til cirka 42 °C i nogle timer. Man ved, at mennesker kan overleve kortvarige temperaturstigninger til over 43 °C. Så høje temperaturer, såkaldt hyperpyreksi, forekommer ved hedeslag og sepsis (blodforgiftning).

Historisk baggrund

Feber blev beskrevet af Hippokrates som en del af responsen fra immunforsvaret allerede i det femte århundrede f.v.t.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig