foden

Fodroden består af flere korte knogler, der hovedsageligt danner plane led, holdt sammen med kraftige ledbånd. Denne del udgør omtrent halvdelen af hele fodens skeletlængde. Bagerst ligger hælbenet (calcaneus), som er fodens største knogle. Hælbenet bærer det valseformede rulleben (talus), som danner ankelleddet med skinnebenet (tibia) og lægbenet (fibula). Ankelleddet fungerer som et hængselled.

Ledfladen mellem hælbenet og rullebenet (articulatio subtalaris) går på skrå – både i horisontal- og vertikalplanet – opad mod storetåsiden. Det muliggør dermed en drejning af fodsålen indad (inversion), kombineret med en sænkning af fodsålen (plantarfleksion, 40–50°), men også en drejning udad (eversion), kombineret med en hævning af fodsålen (dorsalfleksion, 20–30°). Sammen med ankelleddet muliggør disse to led i ankelregionen en forholdsvis alsidig bevægelse af foden, omtrent som et toakset "universalled".

Rullebenet er fortil forbundet med bådbenet (os naviculare) ved et kugleled. Dette kan mærkes på indersiden af foden, lige over fodbuen. Det er et vigtigt mærke for vurderingen af platfod.

På ydersiden, foran hælbenet, ligger terningbenet (os cuboideum). Ledlinjen mellem dette og det mediale bådben fortil, og rullebenet og hælbenet bagtil, kaldes Choparts led, hvor en del af fodens drejebevægelser sker. På medialsiden af terningbenet, foran bådbenet, ligger de tre kileformede fodrodsben (ossa cuneiformia). De er af betydning for fodens tværhvælving. På grund af fodrodsbenenes stramme ledbåndsforbindelser bliver bevægelserne mellem dem små.

I mellemfoden findes fem mellemfodsknogler (ossa metatarsalia). De tre inderste har ledforbindelse med hver sit kileformede fodrodsben, mens de to yderste har ledforbindelse med terningbenet. Også disse led er forholdsvis stramme og lidt bevægelige (amfiartroser). Ledlinjen mellem mellemfodens knogler og fodrodsbenene kaldes Lisfrancs linje.

Tærnes knogler (phalanges) svarer til fingerknoglerne, men er kortere og mindre bevægelige. Storetåen (hallux) kan ikke vendes indad som tommelfingeren, og foden har derfor mistet sin evne til at være gribeværktøj, som den er hos aberne.

Tæerne har tre falankser; grund-, midt- og yderfalanks, bortset fra storetåen, som kun har to. På undersiden af storetåens grundled findes to ærtestore seneben (ossa sesamoidea).

De lange muskler, der ligger på læggens forside, løfter foden (musculus tibialis anterior), strækker storetåen (musculus extensor hallucis longus) og strækker de øvrige tæer (musculus extensor digitorum longus). Senerne fra disse muskler kan man let se under huden, når man løfter tæerne.

På ydersiden af læggen går de to lægbensmuskler (musculus fibularis longusogmusculus fibularis brevis), som blandt andet bidrager til at vende fodsålen udad (eversion).

På bagsiden af læggen ligger de lange muskler i flere lag. Yderst ligger den musculus gastrocnemius, som går over i akillessenen (tendo calcaneus/achillis) og dermed bidrager til at presse fodsålen nedad ('stå på tå') samt at vride foden indad (inversion/supination). Dette gør den underliggende musculus soleus også. Sammen kaldes disse to muskler for den trehovedede lægmuskel (musculus triceps surae), idet de begge er forbundet til akillessenen. Akillessenen er kroppens tykkeste og stærkeste. Den tåler stræk på 200–300 kilo. Der, hvor den fæster sig bag på hælbenet, er der en slimpose (bursa), som fungerer som stødpude.

Under lægmusklen og flyndermusklen ligger der tre lange muskler ved siden af hinanden. Deres sener går bag den indre ankelknude (malleolus medialis) og ind under fodsålen. Den yderste muskel (musculus flexor hallucis longus) bøjer storetåen, den inderste (musculus flexor digitorum longus) bøjer de øvrige tæer, mens den midterste (musculus tibialis posterior) kun bidrager til at presse fodsålen ned og indad. Den midterste muskel kan let palperes under huden, bag den mediale ankelknude. På grund af fodens specielle form bliver senerne til de lange muskler, både på forsiden og på bagsiden, holdt på plads med brede bindevævsbånd (retinaklerne). Disse går cirkulært rundt om anklen (retinaculum extensorum & flexorum).

De korte muskler i foden går kun fra fodrods- eller mellemfodsknoglerne og ud til tæerne. På oversiden går der vifteformede strækkemuskler ud fra hælbenets yderside til storetåen (musculus extensor hallucis brevis) og de øvrige tæer (musculus extensor digitorum brevis).

Under fodsålen findes der en række mindre muskler i et kompliceret mønster, som hjælper med at bøje tæerne og få dem til at sprede sig. Disse muskler dækkes af en bred og kraftig seneplade, kaldet plantaraponeurosen (aponeurosis plantaris). Den beskytter de underliggende strukturer og hjælper samtidig med at opretholde fodbuen.