inkubationstid

Der er to årsager til, at en person ikke er syg i inkubationsperioden, selvom den sygdomsfremkaldende mikroorganisme formerer sig i kroppen. Den ene er, at der kræves en vis mængde mikroorganismer for at udvikle symptomer. Den anden er, at det tager tid for immunforsvaret at reagere kraftigt. Det er mikroorganismernes egenskaber, der afgør, hvilken smittedosis, der er tilstrækkelig til at fremkalde infektion. Dette kan være så lidt som under 10 celler, fx for Giardia-parasitten, mens der for kolera som regel kræves mange millioner bakterieceller.

Hvis inkubationstiden er lang, kan det også skyldes, at skader på væv som følge af infektionen findes et andet sted i kroppen end der, hvor mikroorganismerne kom ind i kroppen (indgangsporten). Virusset, der forårsager skoldkopper, smitter fx via de øvre luftveje, men de skader, som sygdommen medfører, først og fremmest findes i huden. Virusset, der forårsager rabies, skal vandre langs nerverne til hjernevæv for at forårsage vævsskade og betændelse (inflammation), hvilket kan tage år, hvis smitten fx kommer fra foden. Influenzavirus har også indgangsport via næse og mund og kan hurtigt inficere cellerne i luftvejene, så der relativt hurtigt opstår symptomer.

En beslægtet term er latenstid, som betegner tiden fra smittetidspunktet til den smittede er blevet smitteførende og dermed kan smitte andre. Latenstiden kan være kortere end inkubationstiden ved nogle sygdomme, altså at en smittet person kan smitte andre, før vedkommende selv udvikler symptomer på sygdom. Det gælder blandt andet ved COVID-19. Ved enkelte sygdomme er inkubationstiden lig latenstiden, mens den ved andre sygdomme er længere end inkubationstiden, fx ved SARS.