orgasme

Orgasmens fysiologi er kun delvist kortlagt, men neurobiologisk er der tale om en masserefleks, hvor både det perifere nervesystem og adskillige dele af hjernen er aktiveret. Hertil kommer rytmiske sammentrækninger i bækkenbundsmuskulaturen, musklerne omkring penisroden, musklerne omkring endetarmsåbningen samt den yderste tredjedel af skeden og livmoderen. Der ses også kirtelaktivitet, og bl.a. frigøres der under orgasmen store mængder oxytocin fra hypotalamus/hypofysen. Oxytocin spiller formentlig en rolle for den følelse af samhørighed, man kan føle med en seksualpartner.

Hos mænd falder orgasmen i langt de fleste tilfælde sammen med ejakulation (sædafgang), hvor følelsen af erotisk lyst og nydelse når et klimaks. Mænds orgasme fremkaldes typisk gennem stimulation af penishovedet, men også andre erogene zoner kan være involveret. Sædafgang og orgasme styres af det autonome nervesystem og indledes ved, at sædvæske presses frem mod den bageste del af urinrøret (såkaldt emission), hvilket igangsætter en reflektorisk mekanisme, som via reflekscentre i rygmarven fører til sædudtømmelse med ledsagende orgasme.

Også kvinders orgasme er autonomt reguleret og optræder som oftest efter stimulation af klitoris, vulvaområdet, brystvorterne og/eller andre erogene zoner. Undertiden ledsages kvinders orgasme af en form for ejakulation, hvor større eller mindre mængder klar væske afgår fra urinrørsåbningen, såkaldt sprøjteorgasme (på engelsk squirting). Væsken menes at hidrøre fra blæren og/eller fra Skenes kirtler, som er særlige kirtler omkring urinrørets åbning.

Hos begge køn sker der i forbindelse med orgasme en udtalt øgning af puls, blodtryk, åndedrætsfrekvens og hudgennemblødning, ofte med hudrødme på hals og i ansigt (såkaldt flushing). Orgasmen kan desuden ledsages af svedudbrud samt stønnen, skrig eller andre lyde. I sjældne tilfælde beskrives en kortvarig nærbesvimelse eller ud-af-kroppen-oplevelse (på fransk omtalt poetisk som la petite mort, 'den lille død'). Desuden oplever nogle, at de begynder at græde eller er følelsesmæssigt påvirkede i minutterne efter en orgasme. Ikke sjældent efterfølges orgasmen af en – ofte behagelig – træthed.

Evnen til at opnå flere orgasmer i træk (multiple orgasmer) er ikke ualmindelig hos kvinder og ses også hos yngre mænd. Modne og ældre mænd har derimod ofte behov for en længere pause (den såkaldte refraktærperiode) fra én orgasmeoplevelse til den næste.

Egentlig orgasme ses først efter pubertetens kønsmodning, men lystfulde orgastiske reaktioner (undertiden omtalt som "tørre orgasmer") er iagttaget hos børn. Også onani ses hyppigt hos mindreårige.

Langt de fleste vokse danskere har prøvet at få en orgasme, og i befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS så man, at kun 2 % af mænd og 7 % af kvinder, som det seneste år havde onaneret eller haft samleje, havde oplevet, at orgasmen udeblev. Flertallet af dem, der havde haft orgasmeoplevelser det seneste år, fandt orgasmerne nydelsesfulde, mens et mindretal (2 % af kvinder og 4 % af mænd) havde haft ubehagelige orgasmer.

Orgasmeoplevelser udviser betydelige kønsforskelle, og hvor 12 % af 15-89-årige kvinder har oplevet problemvoldende orgasmebesvær i det seneste år, er det samme tilfældet for blot 4 % af mænd. 7 % af seksuelt aktive kvinder og 2 % af seksuelt aktive mænd har slet ikke fået en orgasme det forgangne år, og i populærkulturen tales ligefrem om en "orgasmekløft" (på engelsk orgasm gap) mellem de to køn. Det er i denne sammenhæng tankevækkende, at over en tredjedel af kvinder fortæller, at deres orgasmer er mere intense ved onani end ved samleje. Desuden er forekomsten af orgasmebesvær blandt lesbiske markant mindre (8 %) end blandt heteroseksuelle kvinder (12 %).

I et historisk perspektiv er især kvinders orgasmeoplevelser blevet vurderet med mistro og skepsis, og medicinske autoriteter mente længe, at det seksuelle klimaks i første række var et mandligt privilegium, der skulle sikre slægtens videreførelse. Fra slutningen af 1800-tallet kom der dog mere fokus på kvinders orgasmer, skønt fagkundskaben var uenig om, hvorvidt kvindelig orgasme var en forudsætning for forplantning. Der var til gengæld bred enighed om, at overdreven fokus på erotisk lyst – for slet ikke at tale om masturbation – blandt kvinder kunne være et tegn på psykiske forstyrrelser som "nymfomani" og "erotomani".

Med psykoanalysens fremkomst omkring 1900 blev orgasmen tildelt en ny rolle i det vestlige menneskes sjæleliv. Sigmund Freud mente således, at erotisk lyst (libido) udgjorde en grunddrift og psykisk udviklingsdynamo hos begge køn. Men han var samtidig af den opfattelse, at klitoris var et funktionsløst rudiment af den mandlige anatomi, og at psykisk modne kvinder opnåede orgasme alene ved stimulation af skedevæggen, dvs. gennem et penetrativt samleje med en mand.

Den kritiske Freud-elev Wilhelm Reich tillagde den "orgastiske potens" en altafgørende rolle for både kvinders og mænds mentale sundhed. I afhandlingen Orgasmens funktion fra 1927 argumenterede han for, at hæmmede seksualdrifter ikke alene kunne føre til neuroser, men også til muskelspændinger og fascistiske tilbøjeligheder. Det var ifølge Reich vigtigt, at de bioelektriske orgasmeenergier kunne flyde frit, og han forbandt dermed psykoanalysen med revolutionært farvede ideer om nødvendigheden af en reform af samfundets hykleriske køns- og seksualmoral. Reich boede kortvarigt i København, og hans karakteristiske freudo-marxisme kom til at præge mellemkrigstidens nordiske seksualreformbevægelse.

I efterkrigstiden foretog de amerikanske sexologer William H. Masters og Virginia E. Johnsons minutiøse seksualfysiologiske undersøgelser, og de fremhævede blandt andet klitoris' betydning for orgasmeoplevelsen hos kvinder. Deres forskning gav anledning til fornyet debat om den mulige forskel på klitoris- og skedeorgasmer (evt. opnået gennem stimulation af g-punktet på skedens forvæg) hos kvinder. Debatten er fortsat aktuel, skønt der i dag er bred faglig konsensus om, at fleste kvindelige orgasmer involverer direkte eller indirekte stimulation af klitoris, hvis anatomi strækker sig dybt ind i det lille bækken.

I klinisk-sexologisk behandling arbejder man undertiden med nongenital sensualitetstræning, hvor parret instrueres i intimt samvær uden at involvere kønsorganerne eller stræbe mod orgasme. Seksuel stimulation, hvor orgasmen bevidst udskydes (på engelsk edging), er en velkendt teknik til at forlænge og intensivere den seksuelle nydelse. Lignende teknikker har man i årtusinder kendt til i såkaldt tantra, hvor det erotiske samvær kan nå overraskende spirituelle dybder, når man "danser med orgasmen" frem for at fokusere på klimaks og seksuel præstation.

Unge generationer af feminister og queeraktivister har op igennem 2000-tallet kritiseret mainstreamkulturens og sexologiens overdrevne fokus på kønsorganer og seksuel funktionalitet, ligesom man har set forskellen i kvinders og mænds orgasmeerfaringer som et udtryk for det partriarkalske samfunds nedvurdering af kvinders seksualitet. Mere grundlæggende har man problematiseret den traditionelle sondring mellem "mandlig" og "kvindelig" seksualitet, bl.a. med henvisning til transkønnede og nonbinære personers seksuelle erfaringer, som udfordrer den dikotomi, der præger traditionelle faglige og folkelige diskurser om køn, krop, sanselighed og seksualitet.

• g-punkt
• seksualitet
• sex