Georg Brandes

Debutbogen Dualismen i vor nyeste Philosophie (1866) angreb efterromantikkens officielle sammentænkning af tro og viden, og inspireret af forholdet til en kvinde, der levede i et tyrannisk ægteskab, oversatte han John Stuart Mills kampskrift Kvindernes Underkuelse (1869) med et krigerisk forord.

Georg Brandes skrev disputats om Den franske Æsthetik i vore Dage (1870), dvs. den nye positivisme i kredsen omkring kritikeren Hippolyte Taine, og samlede sin bedste teaterkritik og journalistik i Kritiker og Portraiter (1870), der — med inspiration fra kritikeren Charles-Augustin Sainte-Beuve — skildrer kreative personligheder og principperne for en ny realisme ("det uendeligt Smaa og det uendeligt Store i Poesien").

Efter halvandet års studier i Italien, Frankrig og England 1870-71 vendte han hjem ulmende af nye idéer og oprørslyst. Hans forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, der begyndte på Københavns Universitet den 3.11.1871, blev signal til en livslang kamp for at forny dansk åndsliv.

Hovedstrømninger (udg. 1872-90) er både kulturhistorie og kulturkritik, et drama i seks akter, som Georg Brandes selv kaldte sit værk. Værket vil vise, hvordan romantikken i polemik mod 1700-tallets fornuftsidéer blev til politisk reaktion, der igen blev overvundet af revolutionerne 1848 — ude i Europa, men ikke i Danmark.

Emigrantlitteraturen (1872) tegner de første franske romantikere omkring François-René de Chateaubriand og Madame de Staël i eksil fra Den Franske Revolution og Napoleon 1. Den romantiske Skole i Tydskland (1873) følger dennes vej fra "månesyg", asocial romantik til religiøs ortodoksi og preussisk militarisme. Reactionen i Frankrig (1874) skildrer religionens og de autoritære idéers genkomst efter Napoleon 1.

Omslaget sker med Naturalismen i England (1875): de oprørske, naturnære romantikere omkring George Gordon Byron, Den romantiske Skole i Frankrig (1882): de sandhedssøgende og problemdebatterende forfattere omkring Victor Hugo, Honoré de Balzac og George Sand og Det unge Tyskland (1890): de radikale frihedsdigtere omkring Heinrich Heine.

Dramaets skurk er det forsigtige danske åndsliv, der hænger fast i senromantik, "Fædrelanderi" og præstegårdskultur — "som sædvanlig en 40 Aar tilbage for Europa". Målet er en ny, virkelighedsnær litteratur i frihedstankens tjeneste.

Da han vendte hjem fra Berlin med støtte fra en kreds af beundrere, mønstrede han sin gruppe i Det moderne Gjennembruds Mænd (1883). Det var nordmændene Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson og danskerne J.P. Jacobsen, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Erik Skram og Sophus Schandorph, mens kvindeforfatternes sammenbrudsromaner ikke levede op til Brandes' ideal om hele, frigjorte kvinder.

Privat søgte han inspiration i "fri kærlighed" til en stribe intellektuelle kvinder, men alt den slags er udeladt af selvbiografien Levned 1-3 (1905-08).

Georg Brandes' hovedgenre blev det psykologiske portræt, som han dyrkede i essays om "Mennesker og Værker" i dansk og europæisk litteratur og i "litteraturpsychologiske" biografier som Søren Kierkegaard (1877) om "Geniet i Købstaden", Esaias Tegnér, Benjamin Disraëli (begge 1878) og Ferdinand Lassalle (1881).

Ludvig Holberg (1884) viser metoden på ondt og godt. Gerg Brandes' Ludvig Holberg fremstår påfaldende bitter, men synspunktet fremkalder nye træk i værkanalysen og i billedet af folkeopdrageren over for en træg, uoplyst samtid.

Efter Sædelighedsfejden 1885-87 om seksualmoral blev Georg Brandes grebet af mistro til, at demokrati og velfærdsmoral kunne hamle op med reaktionen, og vendte interessen mod "det store Menneske som Kulturens Kilde".

Som den første af alle introducerede han offentligt den tyske filosof Friedrich Nietzsche i foredrag og i "En Afhandling om aristokratisk Radikalisme" (1889) og begyndte sin suite af heltebiografier: Shakespeare (1895-96), Goethe (1915), Voltaire (1916-17), Cæsar (1918) og Michelangelo (1921).

De samler et stort stof i prægnant form. Brandes er portrætkunstens mester med eminent indføling i personlighed og miljø. Heltene fremstår dog tit farvet af hans egen pirrelighed, forfængelighed og misantropi. Han poserede gerne som martyr, ene mand mod åndsformørkelsen.

Med sine frihedsidéer blev Georg Brandes ved at være et politisk symbol. Fra 1890'erne var han Vestens mest indflydelsesrige og ombejlede kritiker — "den gode europæer og kulturmissionær" (Friedrich Nietzsche), altid på farten, altid i diskussion.

Fra hans adresser i Havnegade og på Strandboulevarden i København udgik en strøm af bøger og artikler om kultur og samfund, protester mod oprustning, politisk forfølgelse og barbariske retsforhold. På foredragsrejser i Østeuropa (Indtryk fra Polen og Indtryk fra Rusland, 1888) blev han en projektionsfigur for intellektuelle i ufrie stater.

Indflydelsen voksede med hans indsats mod 1. Verdenskrigs nationalhysteri og rustningsindustri i de bidske, skarpsynede bøger Verdenskrigen (1916-17) og Tragediens anden Del (1919), og han blev medstifter af den internationale radikalt-pacifistiske Clarté-bevægelse. Hans sympati for Den Russiske Revolution blev snart til kritik af bolsjevikkernes tyranni, men han støttede fortsat arbejderbevægelsen.

Han hyldede sin ungdoms idealer i Hellas (1925) og vakte en sidste forargelse med de bibelkritiske kampskrifter Sagnet om Jesus, Petrus og Urkristendom (1925-27), hvor han synes tonedøv også for sin egen ungdoms religiøse oplevelser.

Georg Brandes var, hvad han kaldte Ludvig Holberg: "den geniale Arbeider". På sine 61 skribentår skrev han 58 små og store værker, tit i flere bind og i stadig reviderede udgaver, og mange tusinde artikler og breve.

Kun en del er optrykt i Samlede Skrifter 1-18 (1899-1910), i Georg og Edv. Brandes' Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd 1-8 (1939-42) og i Correspondance 1-4 (1952-66).

Hans herskende evne er den umættelige nysgerrighed, sansen for at kombinere og tænke originalt, flamme op, suge til sig og gengive en sag koncist. Med forbavsende overblik skrev han til det sidste om alt fra USA's, Latinamerikas og Sovjets nye rolle i storpolitikken og tysk fascisme til relativitetsteorien og nye retninger i kunst og film. Da han døde som 85-årig, var det en forsidenyhed verdenspressen rundt.

Georg Brandes definerede sine grundtanker som frihedsidéen, retsidéen og genidyrkelsen, og som kultur- og samfundskritiker blev han en "Vejbryder, Fornyer, Luftrenser" (som han kaldte Voltaire), der i sit forfatterskab uforfærdet bekæmpede vanetænkning, hykleri og facademoral.

Politisk blev han ved flere lejligheder angrebet af både konservative (tit med antisemitiske overtoner) og marxister. Senere litteraturkritiske retninger, nykritik og strukturalisme, tog afstand fra hans metode.

Men fra 1960'erne har Georg Brandes på anden måde fået en renæssance, også i udlandet, fordi han gjorde kritikken til en kunstart og forenede forskning og formidling. Værker, mennesker og epoker lever i hans bøger med enestående friskhed. Han er det uovertrufne talent i dansk kritik og litteraturforskning.

• det moderne gennembrud
• det moderne gennembruds litteratur
• det moderne gennembruds maleri