gravskik

Voldstedlund kongehøj, langdyssen er opført i yngre stenalder ca. 3200 f.kr.

Af Biopix.

Licens: Begrænset anvendelse

Gravskik er måden at begrave de døde på i overensstemmelse med de forestillinger, der hersker i samfundet om menneskets skæbne hinsides livets afslutning.

I forbindelse med døden foretages der i alle kulturer en rite eller en række riter, der har form af dels en afsked med den døde, dels en symbolsk overgang til den nye tilstand for den afdøde. Der foretages en begravelse af den afdøde, idet legemet eller – ved ligbrænding – asken lægges i en kiste eller urne og siden i en grav eller sarkofag. Fra flere kulturer, fx oldtidens Egypten, kendes også balsameringer.

Graven er et indviet sted på eller i jorden. Der kan indrettes et egentligt gravsted eller gravmæle, fx med gravsten og indhegning; ved særligt fine begravelser kan der opføres større bygninger, mausoleer eller pyramider, eller den afdøde kan begraves inde i kirken og mindes med epitafium. I gravstedet “bor” den døde for nogen tid eller for evigt. Døden kan også opfattes som en rejse, fx over et hav. Mange religioner har egentlige dødsriger for de frelste eller fortabte. De etruskiske grave viser, at de døde kan være blevet lagt på bænke som til måltider i det hinsidige.

Omkring gravstedet kan der opstå nye riteformer, gravkult, fx forfædredyrkelse, faste besøg, særlige offergaver, og hvis der fx er tale om en helgen eller markant personlighed, kan der opstå pilgrimsfærd eller officiel mindehøjtidelighed.

Gravskikke verden rundt

Blandt de ejendommeligste gravformer og skikke kan nævnes:

de første kristnes katakomber i underjordiske gange uden for Roms bymur;
i en del katolske lande, især i Latinamerika, skikken med at blive begravet i lag i mure, der ligner bankbokse;
den mexicanske tradition med at holde måltidsfællesskab ved graven med de døde på allesjælesdag d. 2. november;
den store nekropol, dødeby, i Cairo, hvor de levende har bygget hjem direkte oven over gravene, først som en slags slumkvarter, men efterhånden med en vis fashionabilitet;
udstillingen af skeletter, formet som blomsterranker mv. hos kapucinermunkene i kirken Maria della Concezione i Rom som et memento mori, en påmindelse om livets korthed.

Den balinesiske ligbrænding er en omfattende ceremoni, der kan foregå op til flere år efter dødsfaldet; den er primært en glædesfest, eftersom den afdødes sjæl skal fortsætte sin sjælevandring. Hele landsbyen deltager i en procession, der ender med, at den døde kremeres, liggende i en “ko” eller “tyr”, der ofte har vældige dimensioner. Koen genføder, ilden udrenser. Så kan der begyndes på en frisk.

Forhistoriske gravskikke

Arkæologiske undersøgelser af forhistoriske gravskikke vidner om, at der i fortiden ligesom i nutiden har hersket en mangfoldighed af trosforestillinger vedrørende døden.

Palæolitikum

De ældst kendte begravelser i Europa og Nærorienten er mellem 100.000 og 40.000 år gamle og tilhører neandertalmennesket, hvis grave viser en udviklet omsorg for de døde.

Mesolitikum

I Danmark kendes først begravelser fra den senere del af ældre stenalder, dvs. ældre Ertebølle-kultur ca. 5400-4800 f.v.t. (se fx Bøgebakken). Mænd, kvinder og børn blev begravet med personlige ejendele; kvinderne med deres smykker. Også dyregrave kendes, oftest med hunde.

Neolitikum

Med agerbrugets indførelse antager gravskikken forskellige former. I Nærorienten og i Østeuropa findes begravelser i forbindelse med bygninger, bl.a. i byhøje. I Vest- og Nordeuropa opførte man ca. 4500-3000 f.v.t. monumentale gravminder i form af langhøje med gravkamre bygget af sten eller træ, senere megalitgrave, i Danmark kendt som dysser og jættestuer. Gravskikken var udtryk for en forfædredyrkelse, der blev praktiseret, længe før de egyptiske kongegrave og pyramider rejste sig som mindesmærker over herskere med guddommelig status.

Et skifte indtraf efter 3000 f.v.t. med fremkomsten af enkeltgravs- og stridsøksekulturerne, hvis gravskik var udtryk for nye samfundsmønstre og ritualer, der indebar individuel begravelse.

Bronzealderen

Gravhøje med enkeltvise begravelser kendetegner tiden frem til midten af bronzealderen, ca. 1100 f.v.t.

Ligbrænding blev fra yngre bronzealder til omkring begyndelsen af vor tidsregning fuldstændig dominerende i Danmark og i store dele af Europa. Urner med brændte ben blev nedsat i ældre gravhøje; endvidere kendes fra midten af yngre bronzealder fyrstegrave med kostbart udstyr (se fx Lusehøj).

Jernalderen

Fra førromersk jernalder, dvs. fra ca. 500 f.v.t. til begyndelsen af vor tidsregning, kendes brandgrave under flad mark eller under lave høje.

Jordfæstegraven med ubrændt lig blev på ny introduceret i Danmark efter begyndelsen af vor tidsregning, og siden da optrådte brændt og ubrændt begravelse side om side indtil begyndelsen af den kristne tid ca. 1000 e.v.t. Grave fra jernalderen rummer et varieret udstyr, som vidner om forskelle i social status. Fra germansk jernalder kendes rige fyrstegrave fra de skandinaviske lande, fx ved Vendel og Valsgärde i Uppland og Grydehøj ved Lejre. Ellers er perioden kendetegnet ved få bevarede grave, hvilket kan skyldes ligbrænding uden efterfølgende jordfæstelse.

Bådgrave optræder fra romersk jernalder til vikingetid. De er udtryk for opfattelsen af døden som en rejse over et hav.

Gravskikke i vikingetidens Norden

Fra vikingetiden kendes egentlige skibsbegravelser, hvor den afdøde stormand eller -kvinde blev gravlagt i et skib i en høj, eller skibet er blevet brændt på land og asken anbragt i en gravhøj, eller skibet er i brand blevet skubbet ud på havet; den sidste type skildres i myten om Balders død. Skibets betydning i gravkulten markeres også af skibssætninger af sten i forbindelse med grave, fx i Jelling og Lejre.

De førkristne høvdingebegravelser fra vikingetiden omfattede ofringer af kostbarheder, slagtning af dyr og undertiden menneskeofre. Med indtagelsen af gravøl var det tanken, at den afdøde selv fik grav- eller velkomstsøl ved modtagelsen i Valhal.

Dysser, jættestuer og gravhøje er med til at give danskerne og det danske landskab en lang og sammenhængende historie: Man huskes på, at man skal dø, men også, at man er et led i en lang og måske uendelig kæde.

Læs mere i Lex

begravelse
oldgræsk gravskik
etruskere (herunder om etruskisk gravskik)
romersk gravskik
nordiske gravskikke

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.