En del af de personer, der smittes, får ingen sygdom eller kun mild sygdom, mens infektion i luftvejene med feber, hoste og alvorlige vejrtrækningsproblemer præger sygdomsbilledet hos de personer, der udvikler alvorlig sygdom.
Inkubationstiden er 2–14 dage, og de fleste bliver syge efter 3–6 dage. De fleste alvorligt syge MERS-patienter har fået symptomer som feber, hoste, åndenød og muskelsmerter med efterfølgende alvorlig lungebetændelse. En del patienter kaster op, får diarré og mavesmerter. Flertallet af de smittede har haft kroniske sygdomme, og der er flere mænd end kvinder blandt patienterne. Gennemsnitsalderen hos smittede er lidt under 50 år.
Blandt de alvorligt syge har man set akut lungesvigtsyndrom (ARDS) med multiorgansvigt, nyresvigt, dissemineret intravaskulær koagulation (DIC) og betændelse i hjertesækken (perikarditis). Hos én person, der var i immundæmpende behandling, blev der udelukkende registreret mave- og tarmsymptomer. Nogle personer har fået påvist samtidig infektion med influenza A, herpes simplex I eller pneumokokker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.