Kroatisk er et sydslavisk sprog på det vestlige Balkan. Det er officielt sprog i Kroatien og nyder også status af officielt sprog i Bosnien-Hercegovina, hvor det har ca. 500.000 modersmålstalende. Sproget tales også uden for Kroatien og Bosnien-Hercegovina, især i nabolandene Serbien, Montenegro og Slovenien. Kroatisk regnedes tidligere for en variant af serbokroatisk.

Standardsproget og den dialektale inddeling

Det kroatiske standardsprog er ligesom serbisk, bosnisk og montenegrinsk baseret på den štokaviske hoveddialekt. De to andre hoveddialekter, kajkavisk og čakavisk, findes som talesprog; kajkavisk er udbredt i nordøst omkring hovedstaden Zagreb og čakavisk på den nordvestlige halvø Istrien og på øerne langs Adriaterhavskysten. Dialekterne er opkaldt efter ordet for 'hvad' på de tre dialekter, henholdsvis što, ča og kaj.

Historisk baggrund: kroatisk versus serbokroatisk

Fra ca. år 1500 til begyndelsen af 1800-tallet fandtes litterære traditioner inden for alle tre hoveddialekter, men under den nationale vækkelse i 1800-tallet enedes kroatiske og serbiske intellektuelle om at man skulle stræbe efter at udvikle et fælles štokavisk standardsprog. En gruppe af disse intellektuelle nedfældede en aftale herom (Bečki književni dogovor – Wieneraftalen), der blev underskrevet den 28. marts 1850 i Wien. Én af de førende kroatiske skikkelser i bestræbelserne på at skabe et fælles standardsprog for serbere og kroater var publicisten og tidskriftsredaktøren Ljudevit Gaj.

Efter at kroatiske intelektuelle havde besluttet sig for, at man burde basere et kroatisk standardsprog på štokavisk, skulle det dog vare indtil 1889, før det blev besluttet, at man skulle følge de samme principper for standardisering som serbernes sprogreformator Vuk Stefanović Karadžić havde gjort i første halvdel af 1800-tallet. I 1892 implementerede Kroatiens regering det nye standardsprog gradvist i størstedelen af, hvad der i dag er Kroatien.

Et reelt enhedssprog (af serbisk og kroatisk) blev dog aldrig til virkelighed på grund af den politiske adskillelse mellem Kroatien og Serbien. Det nutidige Kroatien var i 1850 underlagt forskellige dele af Østrig-Ungarn samt Italien (se Kroatiens historie), mens dagens Serbien i 1850 var underlagt dels den ungarske del af Østrig-Ungarn, dels Det Osmanniske Rige – heraf havde én del stor udstrækning af selvstændighed (se Serbiens historie indtil 1999).

Efter 1. Verdenskrig

Først i 1918, efter 1. Verdenskrig, indgik nutidens Serbien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Montenegro i samme stat Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere, senere kaldet Jugoslavien, og da havde forskellige standardiseringer allerede etableret sig i Serbien og Kroatien. Der var statsstøttede forsøg på at eliminere forskellene og dermed unificere de eksisterende standarder bl.a. gennem en fælles almen retskrivningsordbog fra 1923 samt en retskrivningsordbog til anvendelse i skoler og på højere læreanstalter i 1929. Bestræbelserne blev afbrudt af 2. Verdenskrig, hvorunder især styret i Kroatien fremhævede forskellene imellem sprogene, bl.a. ved at lovgive imod såkaldte serbismer og ved at indføre retskrivningsreformer.

Efter 2. Verdenskrig

Efter 2. Verdenskrig, i Titos Jugoslavien, var serbisk og kroatisk formelt anerkendt som forskellige sprog, men i 1954 blev der med en ny aftale, Novi Sad-aftalen, gjort et nyt forsøg på at skabe et enhedssprog, dog uden held. I 1967 reagerede kroatiske intellektuelle med en deklaration om det kroatiske sprogs navn og stilling (Deklaracija o nazivu i položaju hrvatskog književnog jezika), hvori man ønskede, at serbisk og kroatisk, ligesom makedonsk og slovensk, skulle anerkendes som særskilte sprog med hvert sit navn. I første omgang blev deklarationen afvist af Jugoslaviens magthavere, men da der i Jugoslavien i 1974 blev vedtaget en ny forfatning, blev mange af kravene i deklarationen imødekommet.

Med 1974-forfatningen overgik formuleringen og implementeringen af bl.a. sprogpolitikken til de enkelte delrepublikker, og forfatningen understøttede således udviklingen af forskellige nationale og regionale sprogvarianter.

Efter Jugoslaviens opløsning

Efter Jugoslaviens opløsning, der begyndte i 1991, fik disse nationale og regionale sprogvarianter først de facto-status, siden hen officiel status af selvstændige sprog. Således blev nationalsproget i Kroatien kroatisk (1991), i Serbien serbisk (1992), i Bosnien-Hercegovina bosnisk, kroatisk og serbisk (1995) og i Montenegro montenegrinsk (2007).

Opsplitningen af serbokroatisk i nationalsprog (bosnisk, kroatisk, montenegrinsk og serbisk) er, modsat tidligere bestræbelser på at opfatte det som ét fælles sprog, betinget af den politiske udvikling i Jugoslavien og Jugoslaviens arvtagerstater, især i 1980'erne og 1990'erne.

Da serbisk, kroatisk, bosnisk og montenegrinsk baserer sig på samme štokaviske hoveddialekt, er den indbyrdes forståelighed på trods af forskellige nationale standardiseringer meget høj, hvilket betyder, at folk, der taler disse fire sprog, forstår hinanden uden vanskeligheder.

Kroatisk – et selvstændigt sprog, men en del af et fælles sprogsystem

På trods af at kroatisk siden 1991 haft status af sprog nationalt og internationalt (bl.a. som officielt EU-sprog siden Kroatiens indtræden i EU i 2013), fortsætter debatten blandt sprogfolk i Kroatien og i andre dele af sprogområdet om, hvorvidt kroatisk bør ses som et særskilt sprog eller som en variant af det sprog, der tidligere bar navnet serbokroatisk.

Et af de mest markante udtryk for at bosnisk, kroatisk, montenegrinsk og serbisk bør betragtes som ét sprog kom i 2017 med Deklarationen om fællesproget (Deklaracija o zajedničkom jeziku), som siden den så dagens lys har samlet ca. 9000 underskrifter (2024). Deklarationen nyder dog ringe opbakning i Kroatien.

Der er forslået flere nye navne på dette ”sprogfællesskab”, fx det centralsydslaviske diasystem. Et diasystem er et sprogsystem, der udgør en fællesnævner for en gruppe af beslægtede og indbyrdes forståelige varianter af dette sprogsystem.

De mest udbredte benævnelser er dog bosnisk, kroatisk, montenegrinsk, serbisk, forkortet bkms, hvilket bl.a. Københavns Universitet anvender om sin specialisering i dette sproglige diasystem på uddannelsen Østeuropastudier.

Lov om det kroatiske sprog

I januar 2024 vedtog Kroatiens lovgivende forsamling Lov om det kroatiske sprog, hvormed det i lovens § 1, stk. 2 bl.a. fastslås, at det kroatiske sprog er en grundlæggende bestanddel af kroatisk identitet og kroatisk kultur.

Der er således ingen tvivl om det kroatiske sprogs politiske status som selvstændigt sprog og dets betydning som identitetsskabende faktor.

Særtræk ved kroatisk

Sprogligt set kendetegnes kroatisk standardsprog i forhold til bosnisk, montenegrinsk og serbisk standardsprog af en række særtræk. For det første ved at kroatisk indeholder en del dialektismer fra de to andre hoveddialekter čakavisk og kajkavisk, som ikke findes i de andre sprog. Fra čakavisk ses fx žitak – liv, madvarer, og fra kajakvisk hiža – hus.

Kroatisk kendetegnes endvidere i forhold til serbisk og montenegrinsk ved den eksklusive brug af det latinske alfabet, i forhold til bosnisk, serbisk og montenegrinsk af en udpræget purisme i ordforrådet, fx brzojav 'telegram', af brz 'hurtig' og jav 'meddelelse' over for bosnisk, montenegrinsk og serbisk: telegram.

Der er en række andre særtræk ved kroatisk, heriblandt at indlånte internationale verber, såsom ’at organisere’ og ’at informere’ er dannet ud fra samme stamme som på dansk, nemlig: organizirati, informirati, mens de på serbisk og montenegrinsk dannes enten ved hjælp af suffikset -ova- eller suffikset -isa- organizovati, informisati. På bosnisk findes de pågældende verber i begge versioner.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig