serbisk

Serbisk er et sydslavisk sprog på det vestlige Balkan. Det blev tidligere regnet for en variant af serbokroatisk.

Serbisk er officielt sprog i Serbien, hvor det også er det mest udbredte sprog og tales af ca. 5,6 millioner ud af landets ca. 6,6 millioner indbyggere (2022).

Serbisk nyder også status af officielt sprog i Bosnien-Hercegovina, hvor det har ca. 1 million modersmålstalende, samt status som forvaltningssprog i Montenegro, hvor det har ca. 250.000 modermålstalende. Serbisk har tillige en del modersmålstalende i Kosovo, men da Serbien anser Kosovo for at være en del af Serbien, indgår disse talere i de 5,6 millioner anført ovenfor. Endelig tales serbisk også af et mindretal i Kroatien.

Standardsproget, dialekter og udtalevarianter

Det serbiske standardsprog er ligesom kroatisk, bosnisk og montenegrinsk baseret på den štokaviske hoveddialekt. Standardsproget kan skrives både med det latinske og det kyrilliske alfabet, og det omfatter to udtalevarianter, som gengives på skrift, og kaldes henholdsvis ekavisk og jekavisk, jf. udviklingen af den oldslaviske vokal ě til hhv. e og ije/je. Serbisk i Bosnien-Hercegovina (den østhercegovinske dialekt) og serbisk i Montenegro (Zeta-Raška-dialekten) bruges i den jekaviske udtalevariant, mens serbisk i Serbien bruges i den ekaviske udtalevariant.

Der er yderligere tre hoveddialekter, hvoraf de to (Kosovo-Resava-dialekten og den torlakiske dialekt, også kaldet Prizren-Timok-dialekten), fra det sydlige og østlige Serbien adskiller sig mærkbart fra standardsproget i Serbien, som bygger på Vojvodina-Šumadija-dialekten fra det centrale og nordlige Serbien.

Historisk baggrund: fra serbisk til serbokroatisk til serbisk

Standardiseringen af moderne serbisk indledtes i begyndelsen af 1800-tallet. Først forsøgte oplysningsmanden Dositej Obradović i 1700-tallet, og siden lykkedes det folkemindesamleren Vuk Stefanović Karadžić i 1818 at etablere et skriftsprog baseret på det sprog, almindelige serbere talte. 50 år senere, i 1868 blev dette reformerede serbiske skriftsprog anerkendt som officielt sprog i Serbien (som siden 1830 havde haft selvstyre inden for Det Osmanniske Rige; se Serbiens historie indtil 1999).

Under den nationale vækkelse i 1800-tallet enedes kroatiske og serbiske intellektuelle om at udvikle et fælles štokavisk standardsprog. En gruppe af disse intellektuelle nedfældede en aftale (Bečki književni dogovor - Wieneraftalen) om netop dette og underskrev aftalen den 28. marts 1850 i Wien.

Et reelt enhedssprog af serbisk og kroatisk blev dog aldrig til virkelighed på grund af den politiske adskillelse mellem Kroatien og Serbien – dagens Kroatien var i 1850 underlagt forskellige dele af Østrig-Ungarn samt Italien (se Kroatiens historie), mens dagens Serbien i 1850 var underlagt dels den ungarske del af Østrig-Ungarn, dels Det Osmanniske Rige – heraf havde én del stor udstrækning af selvstændighed.

Efter 1. Verdenskrig

Først i 1918, efter 1. Verdenskrig, indgik nutidens Serbien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Montenegro i samme stat Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere, senere kaldet Jugoslavien, og da havde forskellige standardiseringer allerede etableret sig i Serbien og Kroatien.

Der var statsstøttede forsøg på at eliminere forskellene og dermed forene de eksisterende standarder bl.a. gennem en fælles almen retskrivningsordbog fra 1923 samt en retskrivningsordbog til anvendelse i skoler og på højere læreanstalter i 1929. Bestræbelserne blev afbrudt af 2. Verdenskrig, hvorunder især styret i Kroatien fremhævede forskellene imellem sprogene, bl.a. ved at lovgive imod såkaldte serbismer og ved at indføre retskrivningsreformer.

Efter 2. Verdenskrig

Efter 2. Verdenskrig, i Titos Jugoslavien, var serbisk og kroatisk formelt anerkendt som forskellige sprog, men i 1954 blev der med en ny aftale, Novi Sad-aftalen, gjort et nyt forsøg på at skabe et enhedssprog, dog uden held og i 1967 reagerede kroatiske intellektuelle med en deklaration om det kroatiske sprogs navn og stilling (Deklaracija o nazivu i položaju hrvatskog književnog jezika), hvori man ønskede at serbisk og kroatisk, ligesom makedonsk og slovensk, skulle anerkendes som særskilte sprog med hvert sit navn. I første omgang blev deklarationen afvist af Jugoslaviens magthavere, men da der i Jugoslavien i 1974 blev vedtaget en ny forfatning, blev mange af kravene i deklarationen imødekommet.

Med 1974-forfatningen overgik formuleringen og implementeringen af bl.a. sprogpolitikken til de enkelte delrepublikker, og forfatningen understøttede således udviklingen af forskellige nationale og regionale sprogvarianter.

Efter Jugoslaviens opløsning

Efter Jugoslaviens opløsning, der begyndte i 1991, fik disse nationale og regionale sprogvarianter først de facto-status, siden hen officiel status af selvstændige sprog. Således blev nationalsproget i Kroatien kroatisk (1991), i Serbien serbisk (1992), i Bosnien-Hercegovina bosnisk, kroatisk og serbisk (1995) og i Montenegro montenegrinsk (2007).

Opsplitningen af serbokroatisk i nationalsprog (bosnisk, kroatisk, montenegrinsk og serbisk), modsat tidligere bestræbelser på at opfatte det som ét fælles sprog, er betinget af den politiske udvikling i Jugoslavien og Jugoslaviens arvtagerstater, især i 1980'erne og 1990'erne.

Da serbisk, kroatisk, bosnisk og montenegrinsk baserer sig på samme štokaviske hoveddialekt, er den indbyrdes forståelighed på trods af forskellige nationale standardiseringer meget høj, hvilket betyder at folk, der taler disse fire sprog, forstår hinanden uden vanskeligheder.

Serbisk – et selvstændigt sprog, og samtidigt en del af et fælles sprogsystem

Hvorvidt serbisk bør ses som et særskilt sprog eller som en variant af det sprog, der tidligere bar navnet serbokroatisk, drøftes stadig af sprogfolk i Serbien og i resten af sprogområdet. Der findes blandt serbiske lingvister fortalere for at anse alle fire standardsprog, som alle bygger på den štokaviske hoveddialekt for varianter af serbisk.

Flertallet af serbiske lingvister anser de fire sprog for at være varianter af samme sprogsystem, et såkaldt sprogligt diasystem. Et Diasystem er et sprogsystem, der udgør en fællesnævner for en gruppe af beslægtede og indbyrdes forståelige varianter af dette sprogsystem.

Et af de mest markante udtryk for at bosnisk, kroatisk, montenegrinsk og serbisk bør betragtes som ét sprog, kom i 2017 med Deklarationen om fællesproget (Deklaracija o zajedničkom jeziku), som siden den så dagens lys har samlet ca. 9000 underskrifter (2024).

Der er forslået flere nye navne på dette ”sprogfællesskab” fx. det centralsydslaviske diasystem. Den mest udbredte benævnelse er dog bosnisk, kroatisk, montenegrinsk, serbisk, forkortet bkms, hvilket bl.a. Københavns Universitet anvender på sin specialisering i dette sproglige diasystem på uddannelsen Østeuropastudier.

Særtræk ved serbisk

Sprogligt set kendetegnes serbisk standardsprog i forhold til bosnisk, kroatisk og montenegrinsk af en række særtræk, først og fremmest ved at omfatte udtalevarianten ekavisk (som tales i det meste af Serbien). Serbisk omfatter også udtalevarianten jekavisk, som serbisk har til fælles med bosnisk, kroatisk og montenegrinsk. Serbisk med jekavisk udtale bruges af serbere i det vestlige Serbien, i Montenegro, i Kroatien og i Bosnien-Hercegovina.

Serbisk og montenegrinsk adskiller sig fra bosnisk og kroatisk ved at kunne skrives både med det latinske alfabet (abeceda) og det kyrilliske alfabet (azbuka). Lovgivningen i Serbien har siden 1991 favoriseret det kyrilliske alfabet, således at dokumenter i den offentlige forvaltning skal være skrevet med det kyrilliske alfabet.

Der er tillige en del særtræk, der adskiller serbisk og montenegrinsk fra især kroatisk, heriblandt at indlånte internationale verber, der på dansk ender på -ere såsom ’at organisere’ og ’at informere’ dannes enten ved hjælp af suffikset -ova- eller suffikset -isa-: organizovati, informisati, hvorimod de på kroatisk dannes vha. suffikset -ira- nemlig: organizirati, informirati. På bosnisk findes de pågældende verber i begge versioner.

Yderligere eksempler på forskellene mellem serbisk, bosnisk, kroatisk og montenegrinsk omtales i artiklen om serbokroatisk.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Serbokroatisk

Martin Schou Madsen

studielektor, ph.d., Københavns Universitet