Absurd teater er en omdiskuteret betegnelse for skuespil af en række dramatikere fra især perioden 1950-1970, som er karakteristiske ved, at de har tilværelsens absurditet som tema. Stykkerne bryder formmæssigt med det klassiske teaters logik og traditionelle dramaturgi ved bl.a. at vise sprogets afmagt som kommunikationsmiddel. Stykkerne virkede derfor ofte provokerende på et publikum, som forventede en umiddelbart forståelig mening.

Faktaboks

Etymologi

Ordet absurd (af latin absurdus fra surdus 'døv') betyder egentlig det ikke at kunne eller ville høre eller at være ude af harmoni, dvs. i uoverensstemmelse med det harmoniske. Herfra er ikke langt til det meningsløse, natur- eller fornuftstridende.

Det filosofiske begreb absurdisme optræder i anden halvdel af 1900-tallet og er især anvendt på Kierkegaards og Camus’ tanker om det absurde.

De væsentligste såkaldt absurde dramatikere er Samuel Beckett, Eugène Ionesco og Harold Pinter; men det er nok mere givende at tale om dramatikere og skuespil med mere eller mindre tydeligt absurde træk.

Udtrykket ”absurd teater” er tillige en meget anvendt metafor for situationer eller fænomener i virkeligheden, når de virker meningsløse eller groteske, eller når logik og fornuft synes sat ud af kraft: ”Dagens debat i Folketinget var rent absurd teater”.

Martin Esslin og The Theatre of the Absurd (1961)

Allerede i 1950’erne blev ordet "absurd" brugt i omtalen af den nye franske dramatik, bl.a. af Le Mondes kritiker Jacques Lemarchand (1908-1974). Men det var den engelske teaterskribent Martin Esslin, der i 1961 med bogen The Theatre of the Absurd (dansk titel Det Absurde Teater, 1968) på baggrund af analyser af værker af en række dramatikere fra 1950'erne og 1960'erne – først og fremmest Samuel Beckett, Eugène Ionesco, Arthur Adamov og Harold Pinter – karakteriserede det absurde teater, som dramatik, der både tematiserede tilværelsens meningsløshed og brød med den klassiske realistiske dramaturgi.

I bogen, som faktisk ikke forholder sig til levende teater, men til dramatisk tekst, påpeger Esslin yderligere absurde træk i visse skuespil af bl.a. Jean Genet, Jean Tardieu, Fernando Arrabal, Edward Albee, Slawomir Mrozek (1930-2013) og Václav Havel.

Det absurde teater og Sisyfosmyten

Esslin argumenterede for en forståelse af det absurde, der knyttede an til Albert Camus’ anvendelse af begrebet, som det bl.a. kom til udtryk hans Le Mythe de Sisyphe, 1942 (på dansk Sisyfosmyten, 1960). Her brugte Camus ordet absurd om oplevelsen af at være i en verden, der var frarøvet enhver mening: ”Denne kløft mellem mennesket og dets tilværelse … er det, som i egentligste forstand er årsag til følelsen af absurditet”.

Det er meningsløst

Image
Efter mere end 400 opførelser fra januar 1953 til september 1954 på det lille Théâtre de Babylone i Paris blev Roger Blins iscenesættelse af Vi venter på Godot i 1956 genopsat på det mere end dobbelt så store Théâtre de Hébertot med næsten samme rollebesætning: De to vagabonder Estragon (Pierre Latour) og Vladimir (Lucien Raimbourg) på hver sin side af herremanden Pozzo (Albert Remy, men på Babylone spillet af instruktøren Roger Blin), der kommanderer med sin tjener Lucky (på gulvet: Jean Martin).
"Vi venter på Godot"
Af /Ritzau Scanpix.

Det er kendetegnende for absurde skuespil, at karaktererne befinder sig i meningsløse situationer eller forgæves søger efter mening. Skoleeksemplet er Becketts En attendant Godot, 1953 (på dansk Vi venter på Godot, 1956/Mens vi venter på Godot, 1977), hvor to vagabonder uden at vide hvorfor venter på en Godot, som de ikke kender, og som i øvrigt aldrig kommer. Mange af Becketts andre skuespil har meningsløshed som tema, og det er karakteristisk for absurd teater, at man ikke kan få vished om noget; der er ingen konklusion.

Det absurde teaters brud med klassisk dramaturgi

At noget er absurd, dvs. ude af harmoni, er at bryde med traditionelle forventninger. I forhold til det etablerede teater i 1950’erne betød det et opgør med de dominerende veldrejede realistiske/naturalistiske stykker, som skulle give en illusion af virkelighed.

Det blev gjort på forskellig måde. For mange absurde dramatikere var det overordnet et opgør med det logisk sammenhængende forløb, men det influerede også på personkarakteristik, sprog og dialog samt på tid og sted. Ikke mindst Ionesco var bevidst om den alternative tilgang, idet han direkte benævnte sine stykket ”anti-skuespil”.

Det dramaturgiske forløb

Image

- Jeg har ondt i tænderne, siger eleven (Rossette Zuchelli) i Ionescos La Lesson (Enetime). Stuepigen (Claude Mansard) konstaterer, at Sådan begynder det, selv om professoren (Marcel Cuvelier) mener, at han kan holde op i tide. Uropførelsen af La Lesson den 20. februar 1951 på Théâtre de Poche-Montparnasse fik blandet modtagelse og spillede kun kort tid.

"Enetime"
Af /Ritzau Scanpix.

I de absurde dramaer er det dramaturgiske forløb typisk anderledes end den traditionelle dramatiske spændingskurve, som den har været udviklet siden Aristoteles, hvor der er et lineært, kausallogisk forløb med en stigende spændingskurve, skæbneomslag og afsluttende katastrofe eller løsning. I det absurde drama er slutningen typisk uafklaret eller åben.

For en del af de absurde dramaer kan man tale om en form for cirkulær dramaturgi, hvor handlingen vender tilbage til udgangspunktet for måske at gentage sig. Der synes ikke at være noget ”før” eller ”efter” det, der sker på scenen.

De to vagabonder i Becketts Mens vi venter på Godot, Vladimir og Estragon, taler gennem hele stykket om at gå, men står alligevel samme sted til slut, og da de to ægtepar mod slutningen af Ionescos Den skaldede Sangerinde har hidset sig op til det yderste raseri, skifter scenelyset pludselig, og så begynder det hele forfra med præcis gentagelse af replikker fra første scene, nu blot sagt af det andet ægtepar. Tilsvarende i Ionescos La Leçon,1951 (på dansk Enetime, 1957), hvor professoren til slut har dræbt sin elev, og det få minutter senere ringer på døren, og hans husholderske byder en ny elev velkommen til enetime.

Ionescos Rhinocéros, 1959 (på dansk Næsehornet, 1961), der kan ses som en kritik af fremvoksende fascisme, har karakter af en allegori, idet en hel befolkning gradvist forvandles til brutale næsehorn. Her er faktisk en form for lineært forløb, men mod en meningsløs slutning, hvor den halvfordrukne outsider står alene tilbage og – næsten tragikomisk – vil forsvare sig mod overmagten.

Lineære forløb synes man også umiddelbart at finde i mange af Harold Pinters absurde stykker, som fx The Birthday Party, 1958 (på dansk Fødselsdagsselskabet, 1963), hvor hovedpersonen Stanley bliver opsøgt og forhørt af to mystiske fremmede mænd og til slut ført væk, stum og knækket, uden at man forstår hvorfor. Men i modsætning til det kausale forløb, som netop er logisk, er Pinters dramaer, der umiddelbart kan virke hverdagsagtige, baseret på en latent uro og underliggende uforklarlig trussel.

Image

I Ionescos Næsehornet (Rhinocéros) forvandles byens borgere gradvist til næsehorn – et grotesk billede på massebevægelsers magt. Stykket blev en stor succes ved urpremieren i Düsseldorf i 1959 og blev få måneder senere opført på Odéon i Paris iscenesat af Jean-Louis Barrault, som også selv spillede rollen som den apatiske antihelt Bérenger (tv. med ryggen til), der til slut er den eneste som gør oprør mod konformiteten.

"Næsehornet"
Af /Ritzau Scanpix.

Karaktererne

I det realistiske eller naturalistiske skuespil har de enkelte karakterer typisk en forhistorie, som sammen med det, der sker i stykket, ligger til grund for deres udvikling. Det absurde drama har ikke er en sådan eksposition, som redegør for forudsætninger, og karaktererne udvikler sig sjældent. Deres identitet er usikker og synes ofte uden den psykologiske dybde, som er idealet i det naturalistiske drama. De kan ligefrem fremstå som en slags marionetter, hvor det menneskelige er reduceret til tomme ritualer, som fx de to ægtepar i Den skaldede Sangerinde.

Karaktererne er ofte handlingslammede, fx som Winnie i Becketts Happy Days, 1961 (på dansk Glade Dage, 1962), der i første akt indholdsløst snakker løs om ikke mindst indholdet af sin taske. Men hun sidder altså fast til brystet i en jordbunke. I anden akt fortsætter hendes muntre plapren – helt uanfægtet af, at hun nu sidder i jord til halsen. Til slut konstaterer hun muntert, at det igen har været en glad dag… altså indtil nu.

Image

Til trods for at Winnie i Glade Dage (Happy Days) sidder fast i jordbunken er hendes humør ukueligt, men med mange nuancer for en stor skuespiller.

Fiolteatrets produktion i 1962 gav den populære revyskuespiller Bodil Udsen et ”seriøst” gennembrud. I Palle Skibelunds iscenesættelse fik opsætningen både stationært og på turné 380 opførelser, og med overførslen til TV i 1964 blev stykket landskendt.

"Glade dage"
Af /Ritzau Scanpix.

Dialog og sprog

Det kan opleves som om, at absurde dramatikere har et ønske om at bruge ordene til at afsløre, at sproget svigter som kommunikationsmiddel. Dialog bliver meningsløs, replikker gentages ofte, og karaktererne taler forbi hinanden i de såkaldte non sequitur-dialoger, som er ren ”Goddag mand økseskaft”, uden logisk forbindelse mellem spørgsmål og svar. Det er især tydeligt hos Ionesco, hvor dialogen ofte udvikler sig til rent nonsens, som her i Den Skaldede Sangerinde:

MRS. SMITH: Her i livet må man se ud ad vinduet
MRS. MARTIN: Man kan kun sætte sig i en stol, når der ikke er vindue i
MR. SMITH: Man må altid tænke på alt.
MR. MARTIN: Loftet er foroven, gulvet er forneden.
(Den skaldede Sangerinde, oversat af Chr. Ludvigsen)

Replikkerne kan have karakter af rituel gentagelse eller opremsning. Winnies uafbrudte, men ikke særlig meningsfyldte talestrøm i Glade Dage, synes at være det, der holder hendes eksistens sammen.

Beckett tog den ultimative konsekvens af sprogets afmagt og skabte det replikløse Actes sans paroles, 1956 (på dansk Stumspil, 1959)

Netop fordi sproget ikke rigtig kan bruges til noget fornuftigt, er der ofte pauser i dialogen. For Harold Pinter blev pausen så karakteristisk, at man ligefrem taler om ”Pinter-pausen”, der har til formål at intensivere spændingen og ledsage de ofte helt banale replikker af en følelse af ubehag.

Tragikomiske elementer

Det er ikke ualmindeligt, at det komiske og det tragiske kombineres. Både i tekst og regianvisninger. Ionescos Enetime, som jo faktisk handler om en seriemorder, har undertitlen ”komisk drama”.

Mange af de meningsløse situationer er lattervækkende. Når de to vagabonder i Godot udveksler tre hatte i tilsyneladende stor forvirring, giver det mindelser om klovnekomik. Men de er også stakler, der ønsker at komme videre; men det kan de ikke, fordi de venter på Godot. Flere gange overvejer de at hænge sig, men så har de ikke noget reb, og da den ene endelig tager den snor, han bruger som livrem, taber han jo bukserne.

Specielt for Beckett synes der at være en tydelig inspiration fra engelsk music hall og stumfilmfarce: Chaplins vagabond, Gøg og Gokke eller Buster Keaton, som bevægede sig udtryksløst gennem en verden, han ikke forstår, men som i bogstaveligste forstand falder ned om ørerne på ham.

I Pinters The Dumb Waiter, 1957 (på dansk Køkkenelevatoren, 1962) sidder to lejemordere i et rum og venter i en knuget stemning på deres offer, og pludselig sender en køkkenelevator madbestillinger, som de febrilsk – og komisk – prøver at opfylde med de snacks, som de har i lommerne.

Et lukket univers

Image

På sine ældre dage iscenesatte den amerikanske instruktør Robert Wilson flere Beckett-værker, bl.a. Slutspil (på tysk Endspiel) på Berliner Ensemble i 2016. Becketts asketiske tilgang blev mødt af Wilsons gennemæstetiserede minimalisme i skærende hvidt med få klare farver og skuespillernes karakteristiske hvidmalede ansigter. På billedet ses Martin Schneider (den blinde og lamme tyran Hamm) og Georgios Tsivanoglou (tjeneren Clov).

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Mange af de absurde stykker – især Becketts – udspiller sig i lukkede universer, afskåret fra omverdenen. Det kan antyde et eksistentielt vilkår med isolation og meningsløshed. I Slutspil synes karaktererne at befinde sig i en postapokalyptisk verden, hvor de måske er de eneste overlevende. Udenfor er et dødt landskab med et hav uden bølger, ligesom den jordbunke, som Winnie sidder fast i (Glade Dage), befinder sig i midten af en noget, der ser ud som en uendelig slette. Tilsvarende dyrkes i Pinters tidlige skuespil ofte et lukket tilsyneladende roligt univers, som til gengæld gradvist udfordres af noget udefrakommende utrygt og uforklarligt.

Tingene tager magten, når kommunikationen er brudt sammen

I flere af de absurde stykker optræder ting, der – ligesom Pinters køkkenelevator – får deres eget liv. Stueuret i Den skaldede Sangerinde har sin egen personlighed. På et tidspunkt slår det ”17 engelske slag”, senere 29 gange, men så er ”urets slag [..] også mere nervøse”.

Den enlige ordløse performer i Becketts Stumspil kastes bogstaveligt ind på scenens ørken-dekoration, hvor der først kommer en palme ned fra sceneloftet, så en saks (der giver anledning til at klippe negle) og en vandflaske, som det dog aldrig lykkes performeren at fange.

I Amédée ou Comment s'en débarrasser, 1954 (på dansk Amédée eller Hvordan bliver vi af med det, 1961) af Ionesco har ægteparret, der i 15 år ikke har forladt deres lejlighed, i bogstaveligste forstand et lig i lasten. Det ligger nemlig i værelset ved siden af og vokser gradvist ind på scenen og vælter kulisserne, ligesom de stole, det ældre ægtepar konstant bærer ind til usynlige gæster i et andet Ionesco skuespil, Les Chaises, 1952, (på dansk Stolene, 1960), ender med at demonstrere, at rekvisitterne har taget magten, og kommunikationen er brudt sammen.

Hvad er det, der er absurd?

For at dække Esslins pointe, at der er tale om teater, der handler om menneskets oplevelse af absurditet, eksistentiel meningsløshed, burde titlen The Theatre of the Absurd oversættes med det absurdes teater. Den danske oversættelse til Det absurde teater rammer således skævt, for så er det jo teatret, der er absurd. Men faktisk er det også tilfældet: stykkerne opleves netop usammenhængende og mangler logik.

Der er således to absurde sider i Esslins begreb, og de har været vægtet forskelligt: Specielt i 1950’erne og 1960'erne var der – ikke mindst med baggrund i dels 2. Verdenskrig, dels angsten for en atomkrig – en tendens til at fokusere på meningsløsheden, hvorimod interessen siden 1990’erne, hvor stykkerne også har fået karakter af klassikere, i højere grad har været koncentreret om de alternative dramaturgiske former og de metateatralske træk, som fik teatret til at afsløre sig selv som teater.

Interessant er det naturligvis, om den øgede usikkerhed og utryghed, der er i verden i dag, vil få betydning for fremtidige opsætninger af disse skuespil.

Et populært begreb

Begrebet om det absurde teater slog hurtigt an, og i forhold til sin tid må Esslins bog betragtes som et pionerværk, der også pegede på absurde elementer i dramatik og teater i tidligere teaterhistoriske perioder. Der er ingen tvivl om, at Esslins ærinde – at argumentere for anerkendelse af en ny og eksperimenterende dramatiks karakteristiske alternative dramaturgiske træk – endte med at blive en succesfuld label.

Et problematisk begreb

Det er imidlertid langt fra alle de skuespil, som Esslin omtalte, der kan passes ind i hans sammensatte forståelse af begrebet, og Esslin har i senere forord til reviderede udgaver af bogen forklaret, at ”absurd teater” snarere skulle ses som en ”arbejdshypotese”, og at den kendsgerning, at de dramatikere han benævnte absurde ”har visse fælles træk, ikke udelukker dem fra at være yderst forskellige i andre henseender.”

Blandt forskere er der i dag en vis modvilje mod at tale om det absurde teater, som en særlig genre eller kategori, fordi det opleves for generaliserende og reducerende i forhold til en række dramatikere, der ikke selv så sig som del af en sådan særlig retning. Hverken Beckett, Ionesco eller de andre dramatikere, som Esslin rubricerede som absurde, vedkendte sig inspiration fra Camus, og selv benyttede de ikke gerne begrebet.

Ionesco afviste (måske med et glimt i øjet) at være absurdist i Esslins forstand: ”Det er verden, der er absurd. Jeg er realist!” I stedet kaldte Ionesco sin dramatik for ”le théâtre de dérision”, dvs. latterliggørelsens teater.

I Frankrig har forskere og teaterfolk i højere grad fokuseret på dramatikernes individualiteter og i stedet talt om le nouveau théâtre (som en pendant til litteraturens le nouveau roman) eller anti-théâtre- formentlig inspireret af undertitlen på Ionescos La Cantatrice Chauve, 1950 (på dansk Den skaldede Sangerinde, 1961): anti-pièce (anti-stykke).

Teaterhistorisk perspektiv

Forholdet til symbolismen

Det er oplagt at se 1950’ernes absurde teater i lyset af både symbolismen i slutningen af 1800-tallet og den historiske scenekunstavantgarde i årtierne før og efter 1. Verdenskrig. I lighed med den absurde dramatik var det symbolistiske teater en reaktion mod realismen og naturalismen. Handlingen var ofte uden udvikling, og sproget havde snarere en suggestiv funktion end en kommunikativ. Hvor det symbolske dramas karaktererne oplever sig styret af kræfter, de ikke forstår, og søger mening med tilværelsen i skæbnen, naturen eller noget guddommeligt, synes karaktererne i det absurde dramas imidlertid at været nået til en oplevelse af, at der slet ikke er nogen mening.

Forholdet til den historiske avantgarde

Også den historiske scenekunstavantgarde – med forløberen Alfred Jarry og hans Ubu Roi (1896), futurismen, dadaismen og surrealismen (og her ikke mindst Antonin Artaud) – brød med klassisk dramaturgi, afviste realismen og eksperimenterede med sproget. Men hvor avantgarden typisk var voldsom og tog afstand fra etablerede kunstinstitutioner, gerne med publikumsaktiverende provokationer og somme tider et direkte samfundsændrende sigte, er de skuespil, der karakteriseres som absurd teater, generelt apolitiske og opføres inden for en teaterinstitution, der er baseret på et passivt publikum.

Det fysiske element

Selv om det absurde teater jo umiddelbart fremstår som rent ordteater, har mange af stykkerne via regibemærkninger en fysisk side, som ikke sjældent er med et komisk tvist. Her kan trækkes linjer til både commedia dell’artens lazzi og stumfilmens slapstick, hvor der kræves præcis timing, for at det er sjovt.

Fællestræk med det postdramatiske teater

Med sin problematisering af dialog og logisk forløb synes det absurde teater at have fællestræk med postdramatisk teater, der som begreb blev udbredt siden 1990’erne. Den centrale forskel ligger i, at det stadig er teksten, der er styrende i det absurde teater, mens teksten i det postdramatisk teater monteres ligestillet med de øvrige sceniske elementer.

Det absurde teater i Danmark

Image

Skuespilleren, instruktøren og teaterchefen Morten Grunwald (th.) præsenterede mange Beckett-skuespil på scenen i løbet af sin karriere. I 1998 satte han punktum som chef for Østre Gasværk Teater med Slutspil, hvor Lene Brøndum og Per Pallesen spillede Nell og Nagg - de to gamle forældre til Hamm – som uden ben er fikseret til deres skraldebøtter.

"Slutspil"
Af /Ritzau Scanpix.

Fra midten af 1950’erne spredtes skuespil af de absurde dramatikere sig hurtigt internationalt. Også til Danmark, ikke mindst takket været oversætteren Chr. Ludvigsen (1930-2019). Vi venter på Godot blev spillet på Aarhus Teater i 1956, og på Riddersalen i 1957, og Det Kongelige Teater turde binde an med både Slutspil og StumspilStærekassen i 1958 og 1959. Men den ny dramatik, som jo også lagde op til en vis intimitet, var hovedsagelig at finde på de mindre teatre som Riddersalen, Studenterscenen, Fiolteatret og landsdelsscenernes intimscener.

Formatet med få medvirkende gjorde disse forestillinger velegnet til radio og TV, og op gennem 1960'erne og 1970'erne blev netop radio- og TV-teatret de flittigste producenter af den absurde dramatik. Ofte med stor succes som da Erik Mørk og Lone Hertz i 1962 spillede sammen i Enetime, og da Fiolteatrets produktion af Glade Dage med Bodil Udsen i 1964 blev transformeret til TV.

Skuespilleren og sceneinstruktøren Morten Grunwald havde en særlig faible for Beckett, og som teaterchef på først Bristol Music Center’s Teater og senere Betty Nansen Teatret og Østre Gasværk skabte han en række markante Beckett-produktioner.

De senere år har Teatret ved Sorte Hest – ofte med teaterchefen Maria Vinterberg (f. 1966) som instruktør – været scenen for både de klassiske absurde skuespil og de danske dramatikere, først og fremmest Line Knutzon, som kan siges at skrive i den tradition.

Betydelige absurde skuespil i 1950’erne og deres førsteopførelser i Danmark

Dramatiker

Originaltitel med urpremiere

Dansk titel

Dansk førsteopførelse

Samuel Beckett

En attendant Godot (1953)

Vi venter på Godot

Aarhus Teater 19/4 1956

Eugène Ionesco

La Leçon (1951)

Enetime

Studenterscenen 23/2 1957

Samuel Beckett

Fin de Partie (1957)

Slutspil

Studenterscenen 25/3 1957 (uddrag). Det Kgl. Teater 27/9 1958

Arthur Adamov

Le Professeur Taranne (1953)

Professor Taranne

Studenterscenen 16/5 1958

Samuel Beckett

Krapp’s Last Tape (1958)

Krapps Sidste Bånd

Studenterscenen 4/11 1958

Samuel Beckett

Acte sans Parole (1957)

Stumspil

Det Kgl. Teater 31/3 1959

Eugène Ionesco

Les Chaises (1952)

Stolene

Forsøgsscenen, Aarhus Teater 30/4 1960

Eugène Ionesco

La Cantatrice Chauve (1950)

Den Skaldede Sangerinde

Riddersalen 11/6 1961

Eugène Ionesco

Rhinocéros 1959

Næsehornet

Allé-Scenen 20/8 1961

Harold Pinter

The Caretaker (1960)

Gæsten

Det Kgl. Teater 12/1 1962

Harold Pinter

The Dumbwaiter (1960)

Køkkenelevatoren

Fiolteatret 13/1 1962

Samuel Beckett

Happy Days (1961)

Glade Dage

Fiolteatret 8/5 1962

Harold Pinter

The Birthday Party (1958)

Fødselsdagsselskabet

Aarhus Teater 15/4 1963

Læs mere i Lex

Kommentarer (2)

skrev Jesper Hansen

Hedder Becketts skuespil "Vi venter på Godot" eller "Mens vi venter på Godot"?

svarede Stig Jarl

Åh, du rammer ind i noget, som jeg glemte at tjekke med min redaktør - men det gør jeg straks: Den franske titel "En attendant Godot" bør oversættes med "Mens vi venter..."/ "I færd med at vente.." eller noget tilsvarende. Stykket blev oversat til dansk af Christian Ludvigsen, opført på Aarhus Teater i 1956 og udgivet (Forlaget Arena 1962) med titlen "Vi venter på Godot"
Da Morten Grunwald sætter stykket op på Bristol Music Center (premiere nytårsaften 1976) har han fået Klaus Rifbjerg til at lave en ny oversættelse (som i øvrigt blev rost meget i anmeldelserne). Oversættelsen, som har den mere korrekte titel "Mens vi venter på Godot", blev udgivet i 1977 af teatret selv.
Mens jeg skrev artiklen så overvejede jeg om jeg skulle bruge (dyrebar) plads på forklaringen eller vælge den ene eller den anden titel. Og så - pinligt! - glemte jeg alt!
Jeg tjekker op. - Og tror faktisk at jeg retter til "Mens vi venter..."
Tak for din kommentar. Rigtig godt at den kom så hurtigt
Stig
PS Det med oversættelser er somme tider lidt træls. Ionescos "Rhinocéros" betyder jo "Næsehorn", men den danske oversættelse (ved Ole Vinding - 1960) af titlen er "Næsehornet" - altså bestemt form, ental, hvilket i forhold til stykkets handling er vildledende, da jo netop hele byens befolkning gradvist bliver til næsehorn.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig