elterapi

Elterapi til forbedring af den (neuro-)muskulære funktion bruges typisk til personer, der fx har fået en delvis lammelse af en arm eller ben på grund af et stroke, en ulykke eller en anden sygdom. Her kan brug af elterapi under genoptræningen hjælpe kroppen med at styrke de svækkede muskler og genskabe den motoriske kontrol. Helt konkret sker dette ved, at når elektroden på huden begynder at sende strøm ind i vævet, så vil den stimulere den nerve, som sender signal til musklen om at trække sig sammen. På den måde personen vil opleve, at armen bevæger sig, hvilket kan hjælpe med genoptræne bestemte muskelfunktioner. Det er ofte behandlingstyper som funktionel elektrisk stimulation (FES), der anvendes med dette formål. Et eksempel er personer med dropfod, dvs. hvor der er lammelse af musklen på forsiden af underbenet, som skal vippe forfoden op under gang. Her kan et FES-apparat kunstigt aktivere den lammede muskel under gang, så forfoden ikke ”hænger”, men i stedet løftes forfoden op som under normal gang.

Ved elterapi som smertebehandling er teorien den, at når der via elektroder sendes svage elektriske impulser igennem huden på det smertegivende område, så vil dette blokere for smertesignalet fra hjernen. Dette svarer lidt til, at hvis man har ondt et sted på kroppen, og samtidig niver, trykker eller stryger sig selv et andet sted på kroppen, så vil de nye impulser hæmme smertesignalet, så den oprindelige smerte ikke føles så kraftig. Derudover skyldes den smertedæmpende effekt af den elektriske strøm også, at kroppens naturlige smertestillende stof, endorfiner, stimuleres. De fleste typer af elterapi kan have en direkte eller indirekte smertedæmpende effekt, men fx TENS og kortbølgeterapi er ofte anvendt med det formål.

I forhold til brug af elterapi ved inflammeret eller irriteret senevæv, fx en overbelastet akillessene eller hælspore, anvendes metoden for at vævet stimuleres til hurtigere heling gennem den øgede blodgennemstrømning, som den elektriske stimulering af cellerne i det irriterede væv medfører. Her er det typisk behandlingstyper som ultralyd, laserterapi (LLLT) og chokbølgeterapi, der anvendes.

FES anvendes til at aktivere muskler, der er delvist lammede, så de kan anvendes i en funktion eller bevægelse. Det fungerer ved, at man placerer elektroder (to eller flere) på huden over den muskel, der skal aktiveres. Via en elektrisk stimulator, som elektroderne er forbundet til, sendes en serie af strømimpulser igennem den motoriske nerve til musklen, som dermed aktiveres.

Ved kortbølgebehandling sendes elektromagnetiske bølger med kort bølgelængde ind i kroppen, for at skabe varme i det væv (muskler og led), som behandles. Den primære anvendelse er til personer med smertefulde tilstande, fx gigt, med henblik på at lindre smerte. Frekvensen ved kortbølgebehandling er på 10-100 megahertz, og behandlingen foregår ved at påsætte elektroder over det væv, som skal behandles. En særlig form for behandling er med pulserende kortbølge; påvirkningen af vævet er da en elektromagnetisk påvirkning uden varmeudvikling.

LLLT, også kaldet fotobiologi eller biostimulation, er en form for ”kold laser”, da der ikke produceres varme ved anvendelse i behandlingen. Kort sagt består LLLT af lysbølger med en bestemt bølgelængde, som kan gennemtrænge huden. Lysbølgerne antages at kunne påvirke vævet på celleniveau og ad den vej dæmpe inflammation og smerter og fremme heling af væv.

Selvom chokbølge terapi ofte beskrives som en form for elterapi, er virkningsmekanismen mere mekanisk. Det fungerer ved, at der sendes lydbølger igennem det væv, der skal behandles, fx på en hælspore, i to faser, en positiv og en negativ. I den positive (når lydbølgen ”skydes” afsted fra lydhovedet) skabes der direkte mekanisk kraft på vævet. I den efterfølgende negative fase skabes en form for luftboble i halen af den første chokbølge. Når denne luftboble brister i vævet, skabes atter en kraft med mekanisk virkning på vævet. Hele processen kører i pulserende bølger af 10 millisekunders varighed. Behandlingen kan være smertefuld.

TENS har overvejende til formål at dæmpe smerte ved at aktivere de sensoriske nerver, til forskel fra FES, hvor det er de motoriske nerver som aktiveres. Mekanismen bag smertedæmpningen er dels gennem aktivering af den såkaldte port-teori (eller gate-control teori), som opnås ved en frekvens på 90-130 hertz, og dels gennem frigivelse af kroppens endorfiner, som opnås gennem en lidt lavere frekvens på 2-10 Hertz. Et TENS apparat består af to eller flere elektroder, som sættes på huden, hvor man ønsker virkning, og elektroderne er koblet til TENS-apparatet, hvorfra strømmen reguleres.

Selvom ultralyd falder inden for kategorien elterapi, er der egentlig tale om en form for mekanisk behandling frem for elektrisk behandling. Ultralyd fungerer ved at skabe mekanisk vibration i vævet via lydbølger på mellem 1.0 og 3.0 megahertz, som ikke er hørbare for det menneskelige øre. Disse lydbølger vil sætte vævet, som udsættes for ultralyden, i svingninger, og på den møde skabe varme og øget blodgennemstrømning. Selve ultralydsapparatet er forbundet til et ultralydshoved, som placeres på det sted der skal behandles, fx en akillessene, hvorefter behandleren bevæger ultralydshovedet rundt, indtil hele området har været udsat for ultralydsbehandlingen.