journalist

Oprindelig betød journalist blot den, der skriver i en avis – fra fransk: journal – men med tiden er funktionen blevet stærkt specialiseret. Journalisten kan for eksempel arbejde som redaktionssekretær med redigerende funktioner eller som referent, reporter, korrespondent, lederskribent og kommentator.

Betegnelsen fotojournalister, som er af nyere dato, omfatter presse- tv- og onlinefotografer. Også layoutere, der står for den grafiske udformning i et snævert samarbejde med redaktionssekretærer, er ofte journalister.

En fagmedarbejder er en journalist med et fast stofområde; nogle steder bruges betegnelsen (stofområde-)redaktør. Den samlede og overordnede redaktørfunktion på de fleste medier ligger hos en chefredaktør.

I DR kaldes synlige og hørbare fagmedarbejdere for korrespondenter; for eksempel klimakorrespondent, sundhedskorrespondent og erhvervskorrespondent. De fleste journalister er dog generalister, og de kan i princippet springe til og dække alle tænkelige stofområder.

Journalistrollen har været defineret forskelligt i forskellige tider og samfundssystemer. I den vestlige verdens medier er tilstræbt objektivitet et nøgleord, om end de fleste udmærket ved, at en række til- og fravalg i den journalistiske arbejdsproces er subjektive. Her i Danmark er der udbredt anerkendelse af den uundgåelige subjektivitet, men med understregning af at journalister skal være neutrale og fair. Dermed er journalistrollen karakteriseret ved en ambition om at levere den bedst opnåelige version af sandheden på et givet tidspunkt. Eller, som det blev udtrykt i 1945 af dagbladet Informations første chefredaktør, Børge Outze:

"Pressens Opgave er i en demokratisk Verden at fortælle Sandheden Morgen, Middag og Aften".

I takt med at egentlige partiaviser enten måtte lukke eller opgav deres historiske, politiske tilknytning op gennem 1960’erne og 70’erne er der sket en professionalisering af den danske journaliststand med fælles organisering i Dansk Journalistforbund. Samtidig er uddannelsen af journalister forbedret, blandt med stærkere fokus på normer, etik og samfundsansvar.

Kildevalget er i flere medier blevet mere varieret, om end der fortsat er en skæv kønsbalance med omkring 75 procent mandlige kilder overfor omkring 25 procent kvindelige kilder. Modsat hvad der var forventet af stærke kvindepolitiske og feministiske kræfter i journalistforbundet i 1970'erne og 80'erne, har kønsfordelingen ikke ændret sig nævneværdigt, selv om et flertal af de danske journalister i dag er kvinder. Blandt forklaringerne er udbredt vanetænkning blandt journalister af begge køn med tendens til at vælge kilder, der er kendt fra tidligere. Og de er ofte mænd; i 2024 var de 20 mest citerede eksperter i danske medier af hankøn.

Journalister beskyldes med jævne mellemrum for at være venstreorienterede. Beskyldningerne bygger på blandt andet prøvevalg, som for det meste resulterer i en overvægt af stemmer til partier til venstre for midten. Der er dog ingen dokumentation for, at journalisters private, politiske orientering har indflydelse på deres journalistik. Tværtimod har kortlægninger af dækningen af folketingsvalg i både DR og på TV2 vist, at journalistikken generelt er afbalanceret og uden bias.

Beskyldningerne om politisk slagside dukker ofte op i den offentlige debat med afsæt i konkrete sager. I efteråret 2025 skrev omkring 30 DR-journalister under på en erklæring, der med støtte til den palæstinensiske side i den verserende Israel-Gazakonflikt førte til markant politisk kritik både i Folketinget og i flere andre medier, blandt andre Berlingske. DR’s generaldirektør, Bjarne Corydon, erklærede sidenhen journalisterne for inhabile, og de fik forbud mod at dække konflikten i Mellemøsten.

Uddannelsen af journalister begyndte i Danmark under navnet Journalistkursus ved Aarhus Universitet i 1946 og fortsatte fra 1962 med Danmarks Journalisthøjskole, nu Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. I 1998 blev der åbnet journalistuddannelser ved Syddansk Universitet og Roskilde Universitetscenter. De nye journalistuddannelser blev oprettet på initiativ af den daværende radikale kulturminister Marianne Jelved efter en ofte ophedet debat, hvor journalisthøjskolen i Aarhus blev kritiseret for at være for ensidig.

Efter snart tre årtier med journalistuddannelser i Aarhus, Odense og Roskilde er der dog næppe mange i mediebranchen, som interesserer sig for, om en journalist er uddannet det ene, det andet eller det tredje sted. Hvad der derimod tæller er den enkeltes evne til at skille sig ud fra mængden og tidligt i karrieren – måske allerede i den praktiktid, som er en del af alle tre uddannelser – skabe sig et navn, et brand.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har også en afdeling i København, hvor uddannelserne især retter sig mod kommunikationsbranchen. Desuden har også Aarhus Universitet siden 2007 udbudt en kandidatuddannelse i journalistik. Endelig kan kandidater fra andre videregående uddannelser tilegne sig journalistiske redskaber og arbejdsmetoder på en halvårlig diplomuddannelse ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Beskæftigelsesmulighederne for journalister har historisk set været temmelig svingende. De senere år har været præget af omfattende fyringer og stillingsnedlæggelser på de fleste privatejede publicistiske medier, ikke mindst i en række lokale og regionale mediehuse i den landsdækkende koncern JFM (tidligere Jysk Fynske Medier).

En optælling foretaget af Constructive Institute i Aarhus viste op til kommunal- og regionsvalget i november 2025, at der siden det foregående valg i 2021 var sket et fald på mellem 350 og 400 journalister på lokale og regionale medier.

Fundamentalt for journalisters muligheder for at passe deres arbejde – blandt andet i medierollen som samfundets vagthunde, den fjerde og kontrollerende statsmagt – er den grundlovssikrede informations-, presse- og ytringsfrihed. I Danmark og i de omkringliggende lande kan journalister almindeligvis bruge disse friheder og sikre sig uafhængighed af statsmagt, regeringer, politiske fora og myndigheder.

Men mange steder i verden skrumper frihedsrettighederne, og på årlige opgørelser fra Reporters Sans Frontières (Journalister Uden Grænser), bliver der færre og færre lande i verden, hvor journalister kan arbejde frit og uafhængigt. Reporters Sans Frontières udarbejder et årligt indeks, og i 2025 blev pressefrihedens globale tilstand klassificeret som værende i en ”vanskelig situation”. Blandt årsagerne er drab, vilkårlige fængslinger og økonomisk pression.

I flere år har Norge toppet det årlige pressefrihedsindeks, mens Danmark på seneste opgørelse (2025) må nøjes med en sjetteplads efter Estland, Nederlandene, Sverige og Finland. Indekset omfatter 180 lande; på de fem nederste pladser er Iran, Syrien, Kina, Nordkorea og Eritrea.